- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Tivoli klar til årets vinteråbning

I morgen, fredag, og frem til 23. februar er der atter Vinter i Tivoli. Wonderful Copenhagen er glad for initiativet, der trækker ekstra turister til hovedstaden i højere procenttal end om sommeren.

Vinter i Tivoli er den fjerde åbningssæson, udover sommerens højsæson, Halloween i efteråret og Jul i Tivoli.

I morgen, fredag, åbner Tivoli for sin tredje ombæring af Vinter i Tivoli, det sker også i de fortsatte bestræbelser på at gøre Danmarks mest besøgte turistattraktion til en – næsten – helårsvirksomhed. Sidste år havde Tivoli i alt 276 åbningsdage, før de tre ekstrasæsoner begyndte havde Tivoli tilbage i 1996 blot 138 åbningsdage i sommerens højsæson.

Vinter i Tivoli betyder blandt andet, at der er åbent under skolernes vinterferie, Valentinsdag og fastelavn.

Til årets Vinter i Tivoli er der driftsomkostninger på over 20 millioner kroner, oplyser Tivoli i en pressemeddelelse. Pengene er også brugt til såkaldte sne-scenografier, nye lysscenografier, legeaktiviteter og indenfor i Koncertsalen vender ABBA-musicalen Mamma Mia tilbage.

Vintersæsonen i Tivoli og Copenhagen Light Festival har bidraget til at hente flere turister til København i den mørke tid. Tivoli er nemlig også med i Copenhagen Light Festival, hvor en laserstråle baner sig vej fra Nimb slottets tårn til Langebro og Refshaleøen.

Stadig flere vinterturister i København
Også Wonderful Copenhagen arbejder på at udvikle hovedstaden som helårsdestination. Og overnatningstallene de seneste fem år viser stigende interesse blandt turister for at opleve dansk vinter med udgangspunkt i hovedstaden.

I januar, februar og marts har hovedstadens turisme de seneste fem år haft en gennemsnitlig årlig vækst på 6,5 procent. Til sammenligning har de tre sommermåneder, juni, juli og august, i samme periode tilsammen haft en gennemsnitlig årlig vækst på 4,3 procent, oplyser Tivoli.

Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i WoCo, siger i pressemeddelelsen fra Tivoli:

”Vi har fokus på en bæredygtig turismeudvikling, og et vigtigt element her er at få vores gæster til at besøge hovedstaden fordelt endnu mere over hele året. Som led i det arbejde fokuserer vi eksempelvis nu 75 procent af vores markedsføring af hovedstaden uden for den traditionelle sommerhøjsæson. Her er det afgørende, at byen er attraktiv med tilgængelige oplevelser i en større del af året, og her spiller Tivolis vintersæson en stor rolle.”

”Hidtil ikke megen vinter-aktivitet i København”
Og Tivolis administrerende direktør, Lars Liebst, der i december meddelte, at han stopper i år, siger:

”København oplever i disse år, at turisterne er begyndt at besøge Danmark udenfor den traditionelle sommerperiode. Her vil vi gerne med vores vintersæson byde ind med en god anledning til at lægge vejen forbi København, hvor der hidtil ikke har været ret meget aktivitet.”

Tivoli er Danmarks største attraktion, sidste år var der 4,9 millioner besøgende – cirka hver tredje var udenlandske gæster.

Relaterede artikler:

Lars Liebst stopper som Tivoli-direktør

Københavns nye Metro-linje styrker turismen

Kun ét dansk hotel på liste over verdens bedste