- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Tivoli-optimisme trods millionunderskud

Sidste år fik Tivoli et underskud på 42 millioner kroner. I år forventes en omsætning på op mod 900 millioner kroner, men igen et mindre underskud. Tivoli får 242 åbningsdage i år.

Tivoli omsatte sidste år, hvor også Danmarks normalt største turistattraktion var ramt af coronakrisen, for 719 millioner kroner, en vækst på 51 procent sammenholdt med 478 millioner kroner i 2020. Men det blev sidste år til et underskud på 42 millioner kroner, cirka 100 millioner kroner bedre end regnskabet for 2020.

Det viser Tivolis regnskab for 2021, der blev offentliggjort torsdag.

”Corona-restriktionerne blev i slutningen af sommersæsonen sidste år lempet, det kunne ses på stigende gæstetal og omsætning i efteråret,” siger Susanne Mørch Koch, administrerende direktør i Tivoli, i en pressemeddelelse.

I år var der ingen vintersæson i Tivoli. Så i år åbner Tivoli først den 8. april, entreprisen bliver ti kroner højere end sidste år. Der bliver efter planen 242 åbningsdage, 172 i sommersæsonen, 25 i halloweensæsonen og 45 dage med åbent under Jul i Tivoli, oplyste Tivoli sidste efterår til STANDBY.DK.

I år forventer Tivoli en omsætning på 8-900 millioner kroner, før den kinesiske coronakrise omsatte Tivoli for over én milliard kroner om året og havde to-, hvis ikke trecifrede millionoverskud.

Mangler de udenlandske turister
Tivoli har brug for, at de udenlandske turister vender tilbage til København, de udgør typisk hver tredje af Tivolis gæster.

Sidste år havde Tivoli næsten 2,4 millioner besøgende, hvilket dog var en stigning på 47 procent i forhold til 2020, hvor coronakrisen startede.

I 2020 havde Tivoli 1,6 millioner gæster. Det var et fald på 2,9 millioner eller minus 64 procent i forhold til 2019.

”Tivoli har skullet navigere i et omskifteligt farvand, hvor noget var den rette kurs den ene dag, men var forkert den næste morgen,” skriver Tivoli i pressemeddelelsen.

Relaterede artikler:

Tivoli får mini-turpas til sine mindste gæster

VisitDenmark og Dansk Erhverv talte dansk turisme

Forlystelsespark fik tredjebedste sæson nogensinde

”Meget på spil efter turbulente år i turistmaskinen”

Tivoli dropper 2022-vintersæson