- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Tivoli vil drive krakket gourmetrestaurant

Restauranten Divan 2 bliver til Nimb Terrasse – Tivoli har allerede 25 spisesteder i Tivoli.

Tivoli overtager driften af Tivoli-restaurant Divan 2. Tivoli driver i forvejen ca. 25 spisesteder, herunder The Paul, Nimb Brasserie, Wagamama og Restaurant Herman.

 

Det nye spisested får navnet Nimb Terrasse, der vil byde på fransk bistrokøkken.

 
Restauranten, inklusive møde- og selskabslokaler, skal nyindrettes, så Nimb Terrasse vil først åbne i maj. Tivolis sommersæson begynder torsdag den 14. april – samme dag hvor der er kongelig tvillinge-barnedåb.

 

Restauratøren bag Divan 2, en af Tivolis kendteste gourmetrestauranter, gik i januar i ”frivillig betalingsstandsning” og fortsætter ikke driften, kunne takeoff.dk oplyse i januar.

 

Divan 2 er en af Tivolis ældste restaurationer. Familien Vøttrup har i årtier stået for Divan 2. Kurt Vøttrup havde driften i over 30 år, inden sønnen, 34-årige Kristian Kurt Vøttrup, overtog i 2005. Sønnen havde inden da været restaurantchef på Divan 2.

 

Divan 2 har op mod 100 medarbejdere. Der er bl.a. plads til 372 personer i et særligt selskabslokale. Der var tidligere også en Divan 1-restaurant i Tivoli, men den blev i år 2000 til Café Ketchup.

 

Navnet Divan 1 og 2 kom efter Tivolis start i 1843, hvor der kunne nydes forfriskning på divaner i to telte, Divan 1 og Divan 2. Siden blev de til tepavilloner og igen senere til de nuværende bygninger, oplyser Tivolis hjemmeside.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten