I løbet af sommeren næste år vil to af medlemmerne af Travelheart Family sende danske feriegæster til et græsk rejsemål, som hidtil ikke har været i programmerne.
Både Primo Tours og Århus Charter ser muligheder i, at lade ferierejsende kombinere muligheden for at kunne dase ved stranden og samtidig opleve storbyens puls.
Den kombination fremhæves i hvert fald som en af årsagerne til, at de to rejsebureauer fra Travelheart Family vil sælge rejser til Evia, der Grækenlands næststørste ø kun overgået af Kreta.
Udover sin størrelse er øen karakteriseret ved en central placering, da den ligger godt 80 kilometer fra landets hovedstad Athen. Evia er desuden forbundet til fastlandet med to broer således, at man slipper for at sejle frem og tilbage.
Vil dyrke den korte afstand
De to rejsebureauer vil flyve til Evia hver uge fra den 17. maj og frem til den 11. oktober næste år. Århus Charter vil sende kunder af sted fra Aalborg Lufthavn, mens dem, der køber billetter hos Primo Tours, vil rejse fra landets næststørste lufthavn i Billund.
Henrik G. Jensen er direktør for Sun-divisionen i Travelheart Family, der blandt andet omfatter de to rejsebureauer. Han fortæller, at den føromtalte relativt korte afstand til hovedstaden er et af de aspekter, som man vil fokusere på.
”Vi glæder os rigtig meget til, at vores gæster får mulighed for at komme på ferie på Evia, hvor de kan bo på dejlige strandhoteller og naturligvis kombinere ferien med en udflugt til Athen.”
”Evia er en rigtig interessant destination, fordi det bliver meget nemt at komme til Athen. Vi kommer til at arrangere flere ugentlige udflugter til den græske hovedstad med forskellige temaer, og man kan også opleve byen på egen hånd, hvis man helst vil det.”
Forsøger sig med forskellige oplevelser
Travelheart Family-bureauerne har indtil videre hoteller ved Chalkida, der er den største by på Evia, samt ved Eretria og landsbyen Amarinthos. Jensen forklarer, at man satser på at kunne tilbyde forskellige slags oplevelser til kunderne.
”Der er noget for enhver smag. Både hvis man drømmer om en All Inclusive ferie med masser af aktiviteter for hele familien, eller hvis man gerne vil bo på et lidt mindre hotel i naturskønne omgivelser,” siger direktøren om øen i Grækenland.
Relaterede artikler:
Dansk rejsekoncern øgede millionresultat sidste år