- STANDBY.DK - https://standby.dk -

To nye færger på Spodsbjerg-Tårs

Rederiet Færgen indsætter i april-maj to moderne færger på ruten mellem Lolland og Langeland.

Det betyder mere end en fordobling af kapaciteten, og at der bliver mere stabilitet og bedre komfort for kunderne, der får masser af plads.

 

Med plads til 600 passagerer og 122 biler øger de 99,9 meter lange færger kapaciteten med 142%. Det betyder, at alle passagerer fra foråret 2012 kan møde op uden reservation. Der er plads til alle, og tidligere flaskehalsproblemer bliver afløst af stabilitet og øget komfort.

 

”I samarbejde med Sund og Bælt er vi sikre på, at de nye færger vil styrke infrastrukturen i lokalområdet og komme borgerne og virksomhederne til gode. Prognoserne viser øget efterspørgsel,  hvilket vi nu imødekommer ”, siger John Steen-Mikkelsen, adm. direktør i Færgen.

 

De nye færger afløser M/V Odin Sydfyen og M/V Frigg Sydfyen, som har penduleret i farvandet. Det er første gang i 30 år, der bygges nye færger specifikt til overfarten, og den samlede investering i færger og færgelejer beløber sig til cirka 320 millioner kroner. Fremtidsudsigterne er gode, og udsigten til anlæg af

Femern-forbindelsen kan begunstige ruten.

 

De nye færger kan sejle på bio-diesel, og der er taget højde for at kunne ombygge til drift på gas, som kan blive én af fremtidens brændstofmuligheder i færgebranchen.

Skrevet af Flemming Juul