- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Travelport får grønt NDC-lys fra IATA

Peter Cramon, nordisk direktør for Travelport, der bl.a. omfatter reservationssystemerne Galileo og Worldspan.

TURISME: Som første globale reservationssystem har Travelport fået certifikat fra International Air Transport Association i forbindelse med IATAs kommende program om bl.a. udvidede flybookinger, NDC.

IATA har i årevis arbejdet med NDC – New Distribution Capability – et program, der skal gøre det muligt for IATA-flyselskaberne hurtigt og effektivt at levere produkter og gøre det mere gennemsigtigt for rejsebureauer og forbrugere.

Nu er Travelport, der har reservationssystemerne Galileo og Worldspan, som det første blevet officielt certificeret på ”Aggregator Level One” og ”IT Provider Level Two.”

For flyselskaber, der ønsker at følge de nye standarder i IATAs NDC-program, betyder det, ifølge Travelport, at de kan være sikre på at kunne sælge deres produkter til rejsebureauer, der bruger et af Travelports reservationssystemer.

For rejsebureauer og travel managers indebærer certifikaterne, at når de benytter Travelports platforme, vil de blive tilbudt større indhold – og kan optimere deres kundeservice samt indtjening ved salg af ekstraydelser.

Til standby.dk siger Peter Cramon, nordisk direktør for Travelport: ”NDC er opstået, fordi IATA-flyselskaber har behov for at distributionspartnerne bedre understøtter produkter. Travelport er opmærksomme på rejsebureauernes behov for at kunne servicere sine kunder,” siger Peter Cramon.

I årevis har de store reservationssystemer, GDS’er som Amadeus, Galileo, Sabre siddet tungt på markedet.

”Vi anerkender, at NDC vil gøre det muligt for nye distributionskanaler at trænge ind på markedet. Åbenhed er et af de bærende principper i vores forretningsstrategi, vi har følgelig støttet NDC- programmet fra starten – og Travelport er forberedt på øget konkurrence,” siger Peter Cramon.

Travelport vil vokse i Norden

Inden for ti år vil amerikanske Travelport være vokset fra ca. 10 pct. af markedet for reservationssystemer i Skandinavien til 40 pct.

Det sagde Travelports koncernchef, Gordon Wilson, sidste år til standby.dk under eksklusivt interview i Dallas ved World Travel Tourism Conference.

Travelport er via sine reservationssystemer, Galileo og Worldspan, i Skandinavien ikke mindst oppe imod markedsledende Amadeus samt Sabre.

”Men vi bearbejder rejsebureauerne i Skandinavien for at de skal skifte til os,” sagde Gordon Wilson.

Travelport leverer årligt distributions-, betalings- og teknologiske løsninger for milliarder af dollars til den globale rejse- og turistindustri. Travelport er i ca. 180 lande og har 3.700 medarbejdere.