Selvom der fortsat er krig i Gaza, rejser flere turister til Israel. Flyselskaber er vendt tilbage, mens flere hoteller også er på vej blandt andet med Leonardo DiCaprios involvering.
På trods af krigen i Gaza og den omfattende humanitære krise, som lige nu udspiller sig i Gaza, melder Israel, at der har været en forøgelse i antallet af ankomster på 16,7 procent fra januar til og med juni sammenlignet med samme periode i 2024.
En årsag er, at flyvninger til Israel genoptages, mens der også er kommet flere hoteller, skriver Travelpulse.
”Israels turismeindustri har vist en bemærkelsesværdig modstandskraft og fremgang. I juli nedjusterede det amerikanske udenrigsministerium rejsevejledningen for Israel fra niveau fire til niveau tre – et betydningsfuldt skridt, der understreger den voksende tillid til destinationen,” siger Yoram Elgrabli, Israels turismekommissær for Nordamerika.
Amerikanske selskaber er vendt tilbage
At flere fly afgår mod Israel, er en tendens, som lader til at fortsætte. Den 21. juli genoptog United Airlines to daglige afgange fra Newark til Tel Aviv.
Fra Israels turismeministerium lyder det, at man estimerer, at United Airlines’ tilbagevenden vil betyde, at priserne på flybilletter vil falde for amerikanere, som ønsker at rejse til Israel fra september og frem.
Delta Air Lines har også meddelt, at man genoptager en rute mellem JFK i New York og Tel Aviv per den 1. september.
Flere hotelværelser på vej
Når det gælder hoteller, så investerer Fattal Hotel, Israels angiveligt største hotelkoncern, 440 millioner dollars (2,8 milliarder danske kroner, red.) i otte ejendomme på tværs af Israel. I april 2025 åbnede man Bazar Hotel i Jaffa.
Hotelkæden Isrotel åbner på et tidspunkt det 44 værelser store hotel Kayma ved Det Døde Hav, men man har endnu ikke offentliggjort en åbningsdato, oplyser Travelpulse.
Samtidig har Leonardo DiCaprio indgået et partnerskab med aktører i Israels erhvervsliv om at bygge et luksushotel med fokus på bæredygtighed ved Herzliyas marina nær Tel Aviv.
Her er der tale om et stort hotel. I hvert fald har Tel Avivs myndigheder givet grønt lys til at opføre 365 værelser i en 14 etager høj bygning.
Relaterede artikler:
Demonstranter jagter israelsk krydstogtskib