Nok var der færre overnatninger i landets feriehuse sidste år, men til trods for det blev der dog fortsat sat rekord i antallet af ophold og solgte husuger. Udviklingen ser ud til at fortsætte i år.
Det var landets hoteller, der blev kåret som højdespringeren, da Danmarks Statistik endelig var klar til at løfte sløret for de foreløbige overnatningstal for 2025. Hotellerne havde nemlig omkring en million flere overnatninger sidste år, end tilfældet var i 2024.
Derimod så det umiddelbart mindre positivt ud for feriehusene på tværs af landet, da denne overnatningsform gik tilbage sidste år.
Ifølge Danmarks Statistik var der nemlig knap 430.000 færre overnatninger i forhold til året før. I 2025 blev der registreret 23,04 millioner overnatninger i landets feriehuse, hvilket er 1,8 procent færre end sidste år, da antallet endte på 23,47 millioner i 2024.
Danske og norske overnatninger faldt
Feriehusudlejernes Brancheforening har haft lejlighed til at kigge på tallene, og selvom de umiddelbart fortæller en historie om en mindre tilbagegang, ser brancheorganisationen dog også flere positive tendenser i dem.
Først og fremmest hæfter man sig ved, at antallet af tyske overnatninger er på niveau med året før, da turister fra det folkerige naboland syd for grænsen tegnede sig for 15,6 millioner overnatninger både i det for nyligt forgangne år samt i 2024.
Anderledes ser det dog ud med antallet af danske overnatninger, da disse – sammen med de norske overnatninger – er årsagen til det overordnede fald for feriehusene.
Mens danskerne i 2024 tegnede sig for 6,03 millioner overnatninger, faldt det antal med 4,1 procent til 5,78 millioner sidste år. Nordmændene gik fra 366.278 overnatninger i danske feriehuse året før til 327.566 i 2025. Det er en nedgang på 10,5 procent.
Der har aldrig været flere
Tallene viser ligeledes, at der var færre gæster per ophold i 2025, men til gengæld var der en stigning i antallet af solgte husuger, da det blev øget fra 817.478 husuger i 2024 til 819.212 solgte husuger i løbet af sidste år.
”Vores fokus i branchen er solgte husuger, og derfor er det en fornøjelse, at vi kan fastholde et tårnhøjt niveau. Aldrig har der været flere udlejede husuger,” lyder det fra Feriehusudlejernes Brancheforening.
”Kigger vi fremad, så er der med udgangen af december booket to procent flere ophold/husuger i forhold til udgangen af december 2024. Der er både flere tyske og danske bookninger, men også svenske, norske og ’andre lande’ bidrager med flere bookninger. Det luner.”
Relaterede artikler:
Overnatningsrekord: 2025 blev det hidtil største år