- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Trumps toldsatser påvirker pris på udlejningsbiler

Præsident Trumps øgede toldsatser på importerede biler får nogle amerikanere til at udskyde køb af ny bil og i stedet klare transportbehovet ved at leje. Det øger efterspørgslen hos biludlejerne.

25 procent højere told på udenlandske biler i USA får nogle amerikanere til at udskyde køb en ny bil – i stedet kigger de mod biludlejningsselskaberne og lejer eller leaser en bil.

Det påvirker efterspørgslen hos biludlejningsselskaberne, som dermed får mere business, skriver nyhedsbureauet Reuters.

De forhøjede amerikanske toldsatser vil gøre importerede udenlandske biler mange tusinde dollars dyrere, noterer The American Automotive Policy Council

“De dyrere priser for at købe en udenlandsk bil får mange til at udskyde købet af en ny udenlandsk bil, indtil de ser, hvordan markedet stabiliserer sig. I mellemtiden har de stadig et transportbehov – derfor kigger de på en anden løsning, at leje eller lease en udlejningsbil, for eksempel hos de store biludlejningsvirksomheder som Avis Biludlejning, Hertz og så videre,” siger Dennis Dick, bilbrancheanalytiker til Reuters.

Siden præsident Trump bebudede stigende toldsatser på udenlandske biler, er aktiekurserne steget hos store biludlejere som netop Avis og Hertz med over 20 procent. En anden analytiker siger, at de forhøjede priser kan få nogle forbrugere til at holde fast på deres ældre bil. Det kan give øget omsætning på for eksempel bilværksteder, fordi ældre biler oftere skal til service, have nye reservedele og så videre.

Biludlejning: Her er USA’s dyreste og billigste byer
Og skal der lejes bil i USA, er der store prisforskelle. Det viste opgørelse sidste år fra hjemmesiden Cheapcarrental.com, der sammenlignede priserne på udlejningsbiler i 100 amerikanske lufthavne i perioden fra juni til udgangen af august. Den gennemsnitlige pris var 82,5 dollars om dagen.

Priserne på udlejningsbiler varierer blandt andet efter udbuddet, konkurrencen blandt biludlejerne og hvilken biltype, der vælges.

Undersøgelsen viste, at den dyreste gennemsnitspris for en daglig billeje var lufthavnen i Alaskas største by, Anchorage (ANC) med 187 dollars, over 1.300 kroner.

Herefter følger Bozeman, Montana (BZN), Baltimore, Maryland (BWI), Portland, Maine (PWM), Spokane, Washington (GEG), Albany, New York (ALB), Little Rock, Arkansas (LIT), Boston, Massachusetts (BOS), Chicago, Illinois (ORD) og Syracuse, New York (SYR), hvor en udlejningsbil i snit koster 107 dollars, cirka 750 kroner om dagen.

 

Relaterede artikler:

USA: Nye tal viser stort fald i europæiske ankomster

Sixt Biludlejning: USA-bookinger nede med 66 pct.

Biludlejning: Her er USA’s dyreste og billigste byer