Ny organisation går aktivt ind i kampen for at understøtte den lokale turismeudvikling i Danmark
Knap et år efter at Danske Turistchefer blev til Dansk Turismefremme, gør foreningen alvor af målsætningen om at styrke dansk turisme på lokalt niveau og etablerer sekretariatet for Dansk Turismefremme. Bestyrelsen har udpeget den Stine Møller Pedersen til at stå i spidsen for den daglige drift, som er at finde hos VisitRanders.
Hun kommer fra en stilling som projektleder i uddannelsesdimensionen på Teknologisk Institut, men er uddannet cand.mag. i turisme og har tidligere arbejdet med turismeudvikling på kommunalt plan.
"Jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet og til igen at arbejde aktivt med turismeudvikling," siger hun og påpeger, at den første opgave bliver at danne sig et overblik over sekretariatets fremtidige opgaver og strategiske fokusområder. Det ligger dog helt fast, at sekretariatet skal arbejde hen imod at styrke foreningens interne og eksterne relationer og samarbejder, og ikke mindst søsætte spændende arrangementer og initiativer til glæde for Dansk Turismefremmes medlemmer.