- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Turismeprojekt ansætter projektleder

Projektet ’Grøn vækst Limfjorden’ har ansat Karin Juul Jensen som projektleder. Hun skal i samarbejde med turistchefer og -organisationer sørge for, at det bliver endnu mere attraktivt at være turist i Limfjordslandet.

Karin Juul Jensen.

Projektet ’Grøn vækst Limfjorden’ har ansat Karin Juul Jensen som projektleder. Hun skal i samarbejde med turistchefer og -organisationer sørge for, at det bliver endnu mere attraktivt at være turist i Limfjordslandet.

’Grøn vækst Limfjorden’ dækker Lemvig, Struer, Holstebro og Skive kommuner og disponerer over et samlet budget på seks millioner kroner fra NaturErhvervsstyrelsen, Region Midtjylland, de fire kommuner og private turistvirksomheder i området.

”Jeg er oprindeligt sjællænder, men gift med en thybo og har nu i en årrække været tilflytter. Jeg synes, det er fantastisk at få lov til at være med til at fortælle om alt det skønne i Limfjordsområdet,” siger Karin Juul Jensen. Hun er cand.negot. og har tidligere været projektansat i Lemvig Kommune i to omgange. Privat bor hun i Hvidbjerg på Thyholm.

”Opgaven er først og fremmest at skabe mersalg ved at få turisterne til at blive længere eller bruge flere penge under opholdet, men selvfølgelig også at tiltrække nye turister”, siger turistchef Alice Bank Danielsen, Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter.

Mere konkret skal der udarbejdes færdige feriepakker med overnatning og tillægsydelser, som entre til museer og bespisning. Pakkerne skal tilbydes cyklende turister, lystfiskere og folk med interesse for Limfjordslandets gode råvarer. Endvidere skal der gøres mere ud af udvikling og markedsføring af de mange events i Limfjordsområdet. En vigtig opgave er også at etablere en salgs- og bookingfacilitet på internettet.