- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Turismevirksomheder mangler arbejdskraft

TURISME: Over halvdelen af de danske hoteller, restauranter og turistattraktioner frygter mangel på arbejdskraft, viser ny konjunkturanalyse fra Horesta. Årsagen er bl.a. mange nye hoteller og restauranter.

TURISME: Over halvdelen af de danske hoteller, restauranter og turistattraktioner frygter mangel på arbejdskraft, viser ny konjunkturanalyse fra Horesta. Årsagen er bl.a. mange nye hoteller og restauranter.

Analysen siger, at 54 pct. af virksomhederne i branchen ser mangel på arbejdskraft som den største udfordring.

”Alle typer virksomheder i hele landet har problemer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Primært faglærte kokke og tjenere er en stor mangelvare for tiden, og mange er nødt til at hente arbejdskraft i udlandet,” siger Jonas Kjær, cheføkonom i Horesta.

Horesta oplyser til standby.dk, at den danske turismebranche har ca. 115.000 fuldtidsarbejdspladser, men at der ikke er noget egentlig tal for, hvor mange ledige stillinger, branchen skønnes at have.

En væsentlig forklaring på manglen på arbejdskraft er flere nye hoteller og restauranter. Siden 2008 er antallet af danske restauranter vokset 10 pct., mens antallet af hotelværelser er steget 18 pct. – og intet tyder på, at erhvervets vækstkurve er ved at flade ud, oplyser Horesta.

Trods manglen på arbejdskraft bruger danske og udenlandske gæster flere penge på hotelophold og restaurantbesøg end nogensinde. Omsætningen i erhvervet er steget 33 pct. siden 2008.

Nej pga. manglende arbejdskraft

”En tidligere undersøgelse har vist, at hver 10. virksomhed i vores branche har sagt nej tak til ordrer på grund af manglende arbejdskraft, hvilket bremser væksten. Desværre kan vi frygte, at udfordringerne bliver større i fremtiden, med mindre det lykkes at få flere til at tage en erhvervsuddannelse og tiltrække den nødvendige arbejdskraft”, siger Kirsten Munch, Horestas politiske direktør.

Konjunkturanalysen fra Horesta viser også, at branchen peger på bl.a. andre store udfordringer som øgede omkostninger. Blandt de mindste virksomheder er det en væsentlig udfordring at skaffe finansiering. 25 procent af virksomhederne med under ti ansatte ser manglende adgang til finansiering som en stor udfordring.

”Erhvervet drives mere professionelt end nogensinde, men i dele af landet er det stadigvæk svært at skaffe finansiering til udbygninger og renoveringer. Desværre oplever vi, at banker og realkreditinstitutter hellere siger nej en gang for meget end en gang for lidt. Det lægger en dæmper på væksten,” siger Jonas Kjær.