Politiet i Venedig i nærkontakt med de tyske turister, der hjemmebryggede kaffe ved en af de store turistattraktioner. Foto: Comune di Venezia.

Turister smidt ud af Venedig for at brygge kaffe

Et yngre tysk par overtrådte forordning i Venedig, da de bryggede kaffe ved en af byens største turistattraktioner, Rialto-broen. Det kostede en bøde på over 7.000 kroner og udvisning af byen.

Venedig er en af de byer i Europa der slås mest mod overturisme. Byen har en afgift på op til ti euro til endags-besøgende, herunder krydstogtgæster.

Klik for stort format. De tyske turister i gang med kaffebrygningen i Venedig. Myndighederne i Venedig har en række regulativer, der kan straffes med bøde, hvis de overtrædes. Foto: Comune di Venezia.

Og blandt regulativerne er, at der for eksempel ikke må brygges kaffe i det offentlige rum på et medbragt gasblus.

Det var to unge tyske rygsæksrejsende muligvis ikke opmærksom på, da de forleden besøgte Venedig, der årligt har over 30 millioner turister.

I hvert kom parret, en 32 og 35-årig fra Berlin, i nærkontakt med Venedigs politi, fordi de helt åbenlyst lavede kaffe på et gasblus. Det skete ved trapperne på den berømte Rialto-bro, en af de fire primære broer ved Venedigs største kanal, Canal Grande.

Deres lovovertrædelse kostede en bøde på 950 euro, skriver BBC, cirka 7.150 kroner. Samtidig blev de venligt, men bestemt vist ud af byen. Arrivederci!

For at begrænse de til tider plagsomme udenlandske turister, har myndighederne i Venedig løbende indført en række regulativer, der kan straffes med bøde, hvis de overtrædes. Blandt disse er et forbud mod at holde picnic bestemt steder samt at gå med nøgen overkrop.

De kaffetørstige tyske turister, der ikke vil købe en kop kaffe på for eksempel en café i Venedig, blev under deres kaffebrygning set af andre forbipasserende, der meldte dem til politiet.

Venedig må respekteres
I en udtalelse siger Venedigs borgmester, Luigi Brugnaro, ifølge BBC:

“Venedig må respekteres og de uhøflige mennesker, der kommer her og tror de kan gøre, hvad de vil, må lære at forstå dette budskab. Takket være vores lokale politi vil den slags uhøflige turister blive sanktioneret og sendt ud af byen.”

Byen Venedig har ført en lang kamp mod turister – som byen dels lever af, men også har store udfordringer med.

Flere gange har der været ballade med krydstogtskibe i og ved Venedig. Så sent som sidste måned ramte et krydstogtskib tæt på Venedig en udflugtsbåd, ingen kom dog alvorligt til skade.

Relaterede artikler:

Nu kokser det helt i Venedig

København dropper markedsføring af Nyhavn

Amsterdam vil have færre turister