Indtægterne fra turismen er steget med 23,92% og gjorde 2011 til nyt rekordår for turismebranchen i landet.
Den samlede indtjening blev 735 milliarder baht – ca. 134 milliarder kroner – skriver Bangkok Post. Antallet af turister rundede 19 millioner, hvoraf ca. 70.000 kom fra Danmark. Flest turister kom dog fra nabolande som Malaysia med 2,47 millioner besøgende, Kina med 1,76 millioner, Japan med 1,12 millioner og Rusland med ca. én million turister, skriver politiken.dk.
Ifølge Bangkok Post regner turistminister Supol Sriphan med, at økonomisk fremgang i Asien vil betyde endnu flere turister til Thailand de kommende år. I 2012 regner han med en vækst på op mod 10%.