Fra juli flyver Star Alliance-selskabet tre gange om ugen fra Istanbul til Aalborg, derfra til Billund og så hjem til Istanbul. Turkish Airlines øger også på København.
Turkish Airlines oplyste før jul, at selskabet planlægger flyvninger til både Billund og Aalborg – en kombineret rute fra Istanbul-Aalborg-Billund-Istanbul.
Takeoff.dk erfarer, at ruten åbner fra juli med tre ugentlige fly med en Boeing 737 – og at ruten bliver helårlig.
Ligeledes får Turkish Airlines, ifølge takeoff.dks oplysninger, fem daglige fly fra Istanbul til Københavns Lufthavn mellem maj og september.
I forvejen havde Turkish Airlines oplyst, at det fra 25. marts indsætter tre ekstra ugentlige fly til København – og dermed har tre daglige fly mellem Istanbul og København.
Turkish Airlines havde sidste år 179 destinationer, her af 41 indenrigs i Tyrkiet – i år forventer selskabet at komme op på 189, én mindre i Tyrkiet og 11 flere udenfor landet.
Selskabet havde ved udgangen af sidste år 149 destinationer uden for Tyrkiet; 76 i Europa, 26 i Mellemøsten, 23 i Fjernøsten, 18 i Afrika og seks i Amerika.
Blandt de ca. 20 planlagte nye destinationer er udover Aalborg og Billund også Atlanta i USA, Buenos Aires samt Manila.
Selskabet har 179 fly – flagskibet er Boeing 777-300 (ER) som selskabet har 13 af. Flest er der af Boeing B737-800, som selskabet har 54 af.
Turkish Airlines havde sidst år 32,6 mio. passagerer og forventer i år 38,2 mio.
Turkish Airlines ejer i øvrigt 49 pct. af B&H Airlines – den Bosniske-Hercegovinske stat har de øvrige 51 pct.