- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Turkish Airlines klar med fire nye langruter

Star Alliance-medlemmet er det flyselskab i verden med ruter til flest lande - ved årets udgang fløj det til 318 lufthavne i 126 lande. Nu er fire nye ruter på vej – i Afrika, Asien og Nordamerika.

Sidste år åbnede Turkish Airlines ti nye udenrigsruter – og gjorde papirarbejdet for at få endnu fire på vingerne. De skulle gerne komme i år når de sidste tilladelser er på plads.

Det bliver i så fald til Malabo, hovedstaden i centralafrikanske Ækvatorial Guinea, Tokyos ”indenrigslufthavn,” Haneda, samt Newark-lufthavnen ved New York og Vancouver på den canadiske Stillehavskyst.

Det oplyser Turkish Airlines’ bestyrelsesformand, İlker Aycı, til det tyrkiske medie DailySabah.com’s engelsksprogede hjemmeside. Der blev ikke oplyst startdatoer for de nye ruter.

Passagertallene for hele 2019 er endnu ikke klar, men i de første 11 måneder af sidste år havde Turkish Airlines i afrundede tal 68,8 millioner passagerer. De 28,3 millioner var på tyrkisk indenrigs, mens stigningen på udenrigsruterne var på 3,5 procent til 40,4 millioner i de første 11 måneder af sidste år.

Største udfordring var flytning til ny hovedlufthavn
Bestyrelsesformanden siger også, at Turkish Airlines’ største øvelse sidste år var flytningen fra sin hidtidige hovedlufthavn, den stærkt trafikerede Atatürk Airport, til Istanbuls nye mega-lufthavn, Istanbul Airport, der ligesom Atatürk-lufthavnen ligger på den europæiske side af Istanbul.

Istanbul Airport, der officielt åbnede sidst i oktober 2018, er fuldt udbygget med blandt andet seks start- og landingsbaner designet til en kapacitet på 200 millioner årlige passagerer. Her i 2020 forventer tyrkerne at åbne den nye lufthavns tredje runway og at lufthavnen er fuldt udbygget inden slutningen af dette årti.

Med den tredje runway forventer Istanbuls nye lufthavn at et fly kan starte og lande hvert 45. sekund – det skulle give omkring 2.000 flyoperationer om dagen, siger bestyrelsesformanden.

Nyt fly hver anden uge
Med udgangen af 2019 havde Turkish Airlines 351 fly, 98 til langruterne, 229 til kort- og mellemdistance-destinationerne samt 24 cargofly. ”Med vores 351 fly er vi på 10. pladsen blandt flyselskaber i verden målt i antal fly,” siger İlker Aycı og tilføjer, at Turkish Airlines i år modtager 28 nye fly – og at flyselskabet er åbne for at leje fly for at fastholde sit trafikprogram.

Turkish Airlines er blandt de flyselskaber der er ramt af flyforbuddet fra marts sidste år mod Boeing B737MAX. Selskabet havde modtaget 12 Boeing 737 MAX-fly, da flyveforbuddet blev indført, og selskabet skulle efter planen have modtaget yderligere 12 fly siden. Turkish Airlines har en ordre på i alt ​​75 eksemplarer af B737 MAX hos Boeing. Turkish Airlines har dog forhandlet sig frem til en kompensation fra Boeing på angiveligt 1,5 milliarder kroner, skrev nyhedsbureauet Reuters forleden.

Relaterede artikler:

Turkish Airlines får milliarderstatning fra Boeing

32 millioner passagerer på under seks måneder

Tre flyselskaber har hver sin rekord