Nordcypern bliver fra påske ny helårs destination for Tyrkiet Eksperten. Men fordi kun Tyrkiet anerkender Nordcypern som selvstændig stat, skal de rejsende via Tyrkiet.
Tyrkiet Eksperten gør fra påske Nordcypern til en helårsdestination. Der bliver en ugentlig afgang fra Danmark. Charterbureauet præsenterede den nye destination på weekendens feriemesse i Bella Center.
Nordcypern er et lidt politisk ukorrekt rejsemål. Tyrkiet har nemlig holdt Nordcypern – der udgør ca. 1/3 af øen Cypern – besat siden sin invasion i 1974. Kun Tyrkiet anerkender Nordcypern som selvstændig stat.
Derfor er der kun flyforbindelse mellem Nordcypern og Tyrkiet. Dermed skal de kommende danske gæster med Tyrkiet Eksperten mellemlande i Tyrkiet og derfra flyve til Nordcypern. Der er 64 km. mellem Tyrkiet og Nordcypern. På den nye destination er det i øvrigt ikke tilladt at bade topløs, oplyser Tyrkiet Eksperten, der har ca. 105.000 årlige passagerer.