- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ud med solvognen og ind med hjertet

Spies er klar til fremtiden med nyt varemærke, som dybest set er et skridt væk fra det gamle Spies og det, formanden og solvognen stod for. Nu skal der være fælles identitet mellem flyselskab og rejsebureau. Nu skal der satses mere på rutefly og for alvor gøres noget ved krydstogter.

Adm. dir. Torben Østergaard, Thomas Cook Airlines, og chefen for Spies, Jan Vendelbo, står sammen om brugen af det nye logo. Foto: Preben Pathuel.

Spies er klar til fremtiden med nyt varemærke, som dybest set er et skridt væk fra det gamle Spies og det, formanden og solvognen stod for. Nu skal der være fælles identitet mellem flyselskab og rejsebureau. Nu skal der satses mere på rutefly og for alvor gøres noget ved krydstogter.

Spies rejsevirksomhed har taget nogle ture rundt i navnegryden med flere sammenkogte retter og derfor savnet den helt klare profil. I Simon Spies tid vidste man, hvad firmaet stod for. Med formanden i spidsen og solvognen på slæb.

Senere er samme solvogn forsvundet og kommet igen, og striben af forskellige navne har været flittigt brugt såsom Tjæreborg, Skibby Rejser, Gate Eleven – og så ligger det måske bedste stadigvæk i skuffen i koncernen, nemlig Globetrotter.

Nu er det nye tider. I halvandet år har man arbejdet med tanken om et nyt logo, som skal samle den efterhånden vidt forgrenede virksomhed. Det er fundet, accepteret, og klar til at blive taget i brug om få dage. Et hjerte i solens farver og navnet Spies med versaler i moderne typografi.

”Nej, det har ikke været billigt, men du får ikke at vide, hvad det har kostet. Hjertet skal bidrage til vores fælles identitet. Det skal gå igennem hele oplevelsen. Fra man bestiller, flyver med Thomas Cook Airlines, som dog får Spies logo ved indgangen til flyet og på alle flystole, møder personalet og til man er hjemme igen,” siger adm. direktør i Spies, Jan Vendelbo, som ikke uden synlig stolthed kunne præsentere nyskabelsen og slå fast, hvad enhver ansat i Spies nok bør lære sig hurtigst muligt, kunne vækkes om natten, stå på et ben og remse op: Omtanke, kvalitet, tryghed og nytænkning.

Apropos nytænkning: ”Vi tror ikke, der er mere vækst i charterrejsen. Den vil for danske svinge omkring den ene mio. om året. Op i gode år, lidt ned i dårlige år. Til gengæld tror vi på, at ferierejser med rutefly kan udvikles meget mere. Vi er allerede blandt de største med 30.000 rejser om året. Vi vil også for alvor gå ind på  krydstogtmarkedet. Her tror vi, der er meget mere at hente end i dag. Det samme gælder rejser til sportsbegivenheder, for eksempel til den engelske Premiere League,” slutter han.