Antallet af beskæftigede i hotel- og restaurationsbranchen har aldrig været højere i en marts end i år, men på Bornholm er mangel på arbejdskraft en markant udfordring for øens spisesteder.
Der er fart på beskæftigelsen hos både landets restauranter og hoteller. Det er meldingen fra HORESTA på baggrund af nye beskæftigelsestal, som Danmarks Statistik står bag. De bekræfter, at udviklingen går den rigtige vej.
Tallene viser, at 128.800 personer var beskæftiget i hotel- og restaurationsbranchen i marts 2025. Det er en stigning på 2,3 procent i forhold til samme måned sidste år, hvor antallet af ansatte blev opgjort til 125.800.
De aktuelle tal fra marts i år er desuden bemærkelsesværdige, fordi de repræsenterer det højeste niveau, som beskæftigelses i branchen, hidtil har været på i årets tredje måned.
Mere arbejdskraft er en forudsætning
En af de årsager til, at væksten i hotel- og restaurationserhvervet har overhalet resten af erhvervslivet herhjemme, hvor stigningen i marts var på 1,2 procent, er, at man har haft held til at tiltrække arbejdskraft fra udlandet.
Ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering udgjorde international arbejdskraft 32 procent af den samlede arbejdsstyrke i branchen i marts. Det svarer til 2.500 flere personer, når man sammenligner med året før.
”For at opretholde udviklingen og følge med efterspørgslen har det været helt nødvendigt at rekruttere international arbejdskraft,” siger Maria Olafsson, der er politisk chef i HORESTA.
”Der er fortsat mange virksomheder i branchen, som kæmper med at finde kvalificeret arbejdskraft. Uden de mange internationale medarbejdere havde det ganske enkelt ikke været muligt at opretholde det nuværende aktivitetsniveau.”
Maria Olafsson forklarer videre, at hvis det nuværende aktivitetsniveau skal fortsætte, er det nødvendigt, at der skaffes endnu mere faglært arbejdskraft både fra Danmark og udlandet.
Skruer ned
Netop mangel på arbejdskraft er en udfordring på Bornholm, da restauranter her har har svært ved at skaffe ansatte i en sådan grad, at formanden for den lokale afdeling af HORESTA, Christian Froborg Dah, karakteriserer det som et kæmpeproblem. Det skriver TV2 Bornholm.
Han driver selv restauranten Ekkodalshuset, og ifølge formanden tvinger manglen klippeøens spisesteder til at justere på deres ambitionsniveau.
”Der er rigtig mange restauranter, som skruer ned for omsætningen og deres forventninger til deres regnskabsår. Og så har man indført flere lukkedage. Vi skruer ned for åbningstiderne, og der er færre og færre gæster, der kan komme igennem.”
Relaterede artikler:
Arbejdskraft: HORESTA glæder sig over nyt udspil