- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Udenrigsministeriet: Gode råd til danskere på rejse

Borgerservice fra UM var igen i år på Ferie for Alle og igen leveringsdygtig i fire gode råd: Læs rejsevejledningen, hent app’en Rejseklar, tilmeld dig danskerlisten og hav en solid rejseforsikring.

Borgerservice, der blandt andet står bag rejsevejledningerne fra Udenrigsministeriet, havde igen i år stand i Hal G (én af de to udenrigshaller) på sidste weekends Ferie for Alle i Messecenter Herning.

Og igen i år kunne rejsemessens besøgende spørge personalet fra Borgerservice om nærmest alt mellem himmel og jord.

I spidsen for Borgerservice på Ferie for Alle var kontorchef Odd Sinding, der til Standby.dk sagde: ”Det er vigtigt for Udenrigsministeriet at komme rundt i hele Danmark og slå et slag for det danske rejsediplomati. Senest deltog vi på Rejsefestivalen i Aalborg Lufthavn.”

En central funktion hos Borgerservice er det døgnbemandede globale vagtcenter. Det modtog sidste år omkring 22.000 opkald.

De 22.000 opringninger sidste år resulterede blandt andet i cirka 5.000 sager (i snit mere end én sag hver anden time) med danskere i udlandet, der havde et problem eller var i en krise, Borgerservice måske kunne hjælpe med.

”Måske kan vi hjælpe via telefonen, måske skal vi aktivere den danske ambassade eller en anden dansk repræsentation, for eksempel en konsul, i det pågældende land, som borgeren ringer til os fra,” sagde Odd Sinding.

De fire gode råd
På Ferie for Alle promoverer Borgerservice fire vigtige huskeråd:

At læse rejsevejledningen for det pågældende land; at tilmelde sig Danskerlisten når man er kommet til landet, og at downloade Udenrigsministeriets app Rejseklar, som mere end 350.000 danskere allerede har gjort. Hér udsender Udenrigsministeriet beskeder, hvis der sker en alvorlig hændelse i det pågældende land. Det skete knap 170 gange sidste år.

”Og så opfordrer vi altid til at tegne en god rejseforsikring. Der er desværre mange, der rejser uden rejseforsikring. Og rammer uheldet, bliver man syg, kørt ned i et trafikuheld og så videre, så kan man altså ikke komme hjem på statens regning. Det kan blive meget dyrt, også med hospitalsregningen; det har vi set mange gange,” sagde Odd Sinding.

Det blå sygesikringskort giver ikke hjemtransport
I Europa kan EU-borgere blandt andet får det blå sygesikringskort, som mange tror dækker det hele, men det giver kun adgang til de samme ydelser, som landets borgere har adgang til. Ikke for eksempel hjemtransport til Danmark.

”Men bliver man ramt af uheldet i udlandet, står en af Danmarks cirka 70 ambassader og 350 lokale konsuler klart til at hjælpe med råd og vejledning. Men man kan ikke komme hjem til Danmark på statens regning,” understreges det.

Flere forespørgsler om USA
USA er med Donald Trump tilbage i Det Hvide Hus blevet en større udfordring for mange udenlandske rejsende.

Odd Sinding siger: ”Vi får i Udenrigsministeriet mange henvendelser om rejser til USA. Skal man tage af sted eller ej? Det kan vi ikke svare på. Rejsevejledningen fortæller om sikkerhedsrisici.

Men man bør altid have pas og dokumentation for lovligt ophold på sig (ikke på hotelværelset). Og vær opmærksom på, at man overholder de regler, der gælder for indrejse på ESTA eller for ens specifikke visum,” lyder budskabet.

Samarbejde med rejsebureauerne
Borgerservice og Udenrigsministeriet har også et tæt samarbejde med rejsebranchen, også ud fra et ønske om at medvirke til, at danskerne får en sikker, tryg og problemfri rejse.

”Vi har regelmæssige møder med navnlig rejsebrancheforeningen Rejs, og møder også gerne rejsebureauer, også hvor vi blandt andet fortæller om vores rejsevejledninger og andre værktøjer til en tryg og sikker rejse,” siger Odd Sinding.

Han tilføjer: ”Danmark har også enkelte rejsevejledninger for lande, hvor vi ikke har ambassader, men som mange danskere rejser til, og hvor der er en særlig sikkerhedsrisiko. Det har senest været tilfældet for Peru og Laos. Vi har omkring 80 rejsevejledninger, som vi opdaterer løbende, og cirka 70 ambassader, der hjælper os med at monitorere sikkerheden derude.”

Nye danske ambassader
I år åbner Danmark nye ambassader i Argentina, Albanien og Syrien samt et nyt generalkonsulat i Ho Chi Minh City i Vietnam.

De seneste år har Danmark åbnet ambassader i Bosnien-Hercegovina, Malaysia, Moldova, Rwanda, Senegal og Tunesien.

 

Relaterede artikler:

Hver fjerde dansker på ferie uden rejseforsikring

Danmark åbner to nye ambassader og lukker én

Visumkrav til danskerne fra 60 lande eller territorier