Ryanair giver kun pengene tilbage til kunder, der har fået aflyst deres fly til Edinburgh. Ifølge Forbruger Europa har kunderne dog også krav på at få tilbudt en erstatningsrejse.
Der er tvivl hos kunderne om, hvad de har krav på, efter at Ryanair har aflyst deres fly til Edinburgh. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten i dag.
Ifølge den EU-forordning, der sikrer flypassagerers rettigheder, skal flyselskabet både tilbyde en erstatningsrejse eller pengene tilbage, når de aflyser et fly. Også selv om det er mere end to uger før afgangen. Det siger Peter Fogh Knudsen fra Forbruger Europa.
Peter Fogh Knudsen mener, at kunderne vil have en god sag mod Ryanair, hvis de vælger at indsende en klage med deres sag og opfordrer kunder til at henvende sig.
»De skal endelig henvende sig til os, hvis de ikke kan komme igennem hos Ryanair,« siger Peter Fogh Knudsen.
Ryanair selv mener ikke, at de hører ind under den EU-forordning, der kræver, at de både skal tilbyde deres kunder en erstatningsrejse eller pengene tilbage, når de aflyser mere end to uger før afgangen.
»Vi har holdt øje med Boeing-strejken, og vi har advaret vores kunder mere end to uger før, at ruten skulle starte,« siger European Communications Manager, Daniel De Carvalho fra Ryanair.