- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Uheldigt flynummer: 191

I sidste uge måtte kaptajnen på JetBlue Airways’ Flight 191 overmandes på indenrigsflyvning i USA. Samme flynummer, 191, har været involveret i styrt hos Delta og American Airlines.

Tirsdag i sidste uge lettede JetBlue Flight 191, en Airbus A320 fra New Yorks Kennedy-lufthavn mod Las Vegas, med 135 passagerer og besætningsmedlemmer.

 

Efter tre timers flyvning fik kaptajnen angiveligt et nervøst sammenbrud og begyndte at råbe usammenhængende om bombetrusler, Iraq, Afghanistan, al-Qaida osv. Da han forlod cockpittet, ringede flyets styrmand, Jason Dowd, til kabinepersonalet og fortalte om situationen. Han fik låst døren til cockpittet. Kaptajnen begyndte at hamre på cockpitdøren for at komme ind og kom igen med sin tale om bombetrusler osv.

 

Over højtalersystemet bad styrmanden om, at kaptajnen skulle overmandes, hvilket nogle passagerer gjorde. En pilot blandt passagererne kom i cockpittet og hjalp styrmanden med at lande flyet i nærmeste lufthavn, Amarillo i Texas, hvor kaptajnen blev anholdt.

 

Avisen Wall Street Journal skriver, at det ikke er første gang med problemer for flynummer 191.

 

I 1985 styrtede Delta Air Lines Flight 191, en L-1011 Tri-Star, i kraftigt uvejr kort før landing i Dallas-Fort Worth International Airport. 137 omkom – herunder en person på jorden.

 

I 1979 styrtede American Airlines Flight 191, en DC-10, der mistede en motor kort efter start fra Chicago. 273 omkom – herunder to på jorden.

Skrevet af Henrik Baumgarten