- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Uklart hvor meget politisk håndsrækning vil hjælpe

Den nye finanslov gør livet nemmere for hotel- og kursusbranchen. Men hvor meget den hævede momsafløftning vil hjælpe, vil Horestas formand ikke spå om.

”Aftalen om 50 procents momsafløftning ved køb af erhvervsmæssig hotel- og konferenceydelser er første skridt på vejen mod bedre konkurrencevilkår for turisterhvervet,” sagde Dansk Folkepartis finanslovsordfører, Kristian Thulesen-Dahl, i denne uge til Horesta.dk og tilføjede:

”Danmark har tabt i den hårde konkurrence. Nu skulle vi gerne have sat en prop i hullet, og begynde at tage initiativer, så det går den anden vej.”

 
I Danmarks nabolande kan firmaer få den fulde moms refunderet, hvilket gør danske hoteller og restauranter dyrere for erhvervsrejsende. Ifølge beregninger fra Dansk Erhverv og Horesta vil vækst på 5 % i erhvervsturismen gøre en fuld momsgodtgørelse provenuneutralt og skabe 1.700 nye arbejdspladser.

 
Formand for hotel- og restaurationsbranchens arbejdsgiverforening, hoteldirektør Jens Zimmer Christensen (foto), er glad for forbedringen via den nye finanslov, der kom på plads i denne uge.
Han siger til takeoff.dk:
 
”Det er et godt skridt. Før kunne der trækkes 25 % af momsen fra ved erhvervsmæssige overnatninger på danske hoteller, køb af konferenceydelser osv. Med det nye forlig kan 50 % af momsen fratrækkes. Vi er taknemmelige for, at Dansk Folkeparti har båret denne ændring igennem ved finanslovsforhandlingerne.”
 
”Men hvor meget, ændringen vil give af ekstra business til de danske hoteller og konferencecentre er for tidligt at vurdere. Der vil være situationer, hvor besparelsen vil betyde mere forretning – men generelt fylder prisen for et hotelværelse etc. ekstremt meget i kundernes bevidsthed. Men med forliget signalerer politikerne, at de har forstået, at turismen er en af de ting, man bør bygge på i Danmark,” siger Jens Zimmer Christensen.
 
”Og der er masser af investeringer i hotelbranchen – alene i København kommer i disse år af nye hoteller for over tre milliarder kroner, bl.a. i Ørestad og Tivoli Congres Center ved Kalvebod Brygge,” siger Jens Zimmer Christensen og tilføjer:
 
”Det er også vigtigt, at erhvervet har tiltro til fremtiden og investerer – dels i nye faciliteter, dels i vedligehold af eksisterende. Begge områder betyder arbejdspladser i Danmark – arbejdspladser der ikke kan eksporteres til udlandet.”

 
Jens Zimmer Christensen undrer sig i øvrigt over erhvervsminister Brian Mikkelsens debatindlæg tirsdag i Berlingske Tidende under overskriften: ”Jeg er stolt af den nye finanslov”

 
”Da jeg læste Brian Mikkelsens indlæg – han er jo også turismens minister – blev jeg overrasket over, at turismen ikke blev nævnt med et ord. Det må være forglemmelse…,” siger Jens Zimmer Christensen.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten