- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Uklart hvornår ny WoCo-direktør er klar

BUDGETROD: Efter 20 år hos Wonderful Copenhagen stopper Lars Bernhard Jørgensen som adm. direktør - og alle medlemmer af bestyrelsen, undtagen den nye formand, trækker sig. Det sker efter budgetskandalen i forbindelse med sidste år Melodi Grand Prix.

Lars Bernhard Jørgensen stopper, når der er fundet ny direktør for Wonderful Copenhagen.

BUDGETROD: Efter 20 år hos Wonderful Copenhagen stopper Lars Bernhard Jørgensen som adm. direktør – og alle medlemmer af bestyrelsen, undtagen den nye formand, trækker sig. Det sker efter budgetskandalen i forbindelse med sidste år Melodi Grand Prix.

Hvornår Wonderful Copenhagen er klar med ny adm. direktør og bestyrelse, havde WoCos bestyrelsesformand Peter Højland i går intet bud på. Han sagde til standby.dk: ”Det er lidt for tidligt at svare på. Vi arbejder på højtryk for at finde en ny direktør og bestyrelse – processerne er sat i gang.”

Peter Højland har sendt en redegørelse til Regionsrådet, den har Ekstra Bladet fået far på. Her skriver formanden om sine ønsker til WoCos nye bestyrelse bl.a.: ”Der udpeges tunge erhvervsfolk til bestyrelsen i Wonderful Copenhagen med specifik viden om hele eller dele af turismeindustrien.”

”De politisk valgte medlemmer til Wonderful Copenhagens bestyrelse bør matche erhvervsfolkene. Det kunne eksempelvis være regionrådsformanden, formanden for regionens Erhvervs- og vækstudvalg, Københavns kommunes borgmester med ansvar for turisme, formanden for KKR eller lignende, for bl.a. at sikre strategiudviklingen,” lyder det fra WoCo-formanden.

Peter Højland forudser ikke genbrug af nuværende bestyrelsesmedlemmer i den nye bestyrelse. ”Vi har ment i bestyrelsen, at det er tid til at sætte et nyt hold. Jeg forventer, vi får sat et helt nyt hold,” sagde han i går til Ekstra Bladet.

I august sidste år fyrede Wonderful Copenhagen en af sine vicedirektører, Martin Bender, der var projektansvarlig for WoCos del af afviklingen af Melodi Grand Prix. Senere samme måned trådte Michael Metz Mørch tilbage som bestyrelsesformand for Wonderful Copenhagen.

3 forlod WoCo-bestyrelsen

I oktober kunne standby.dk fortælle, at to bestyrelsesmedlemmer havde trukket sig fra bestyrelsen. Det var Allan Agerholm, Bella Centers adm. direktør og formand for Horesta i hovedstaden, samt Christian Have, direktør for Have Kommunikation. Allan Agerholm havde i går ”ingen kommentarer” til standby.dks spørgsmål, om han kunne tænke sig at sidde i WoCos nye bestyrelse.

Andre WoCo-direktører ikke i fare

WoCo havde oprettet Projektselskabet ESC 2014 i forbindelse med Eurovision-finalen i København. Budgettet blev overskredet med 77,4 mio. kr., viste en redegørelse fra WoCo i august sidste år. ESC 2014 havde WoCo’s fire direktionsmedlemmer i sin bestyrelse. Ud over WoCo’s adm. direktør Lars Bernhard Jørgensen også WoCo’s to underdirektører, Peter Rømer Hansen og Martin Bender, der var projektansvarlig, samt WoCo’s økonomidirektør, Trine Anne Birte Ryberg Fromberg.

WoCos bestyrelsesformand, Peter Højland, sagde i går til standby.dk, at der ikke var udsigt til, at de to andre bestyrelsesmedlemmer af Projektselskabet, Peter Rømer Hansen og Trine Anne Birte Ryberg Fromberg, ville blive berørt af ændringerne hos WoCo.

Oplæg til mere samarbejde

I sin pressemeddelelse lægger bestyrelsesformand Peter Højland også op til øget samarbejde med andre på turismeområdet. ”Turismeindsatsen skal styrkes ved at udvide samarbejdsrelationerne til Østdansk Turisme, VisitNordsjælland og turistorganisationer på tværs af Øresund, ligesom det anbefales, at der etableres en overordnet samarbejdsaftale med VisitDenmark,” står der.