- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ungarn: København er ‘no-go zone’

København er så overrendt af migranter og indvandrere, at myndighederne ikke kan holde lov og orden, skriver den ungarske regering i en pamflet omdelt til husstande i landet.

København er så overrendt af migranter og indvandrere, at myndighederne ikke kan holde lov og orden, skriver den ungarske regering i en pamflet omdelt til husstande i landet.

Sammen med København nævnes London, Bruxelles, Marseille, Berlin og Stockholm.

”De såkaldte ‘no-go zoner’ er områder, hvor myndighederne har mistet kontrollen. Her gælder landets skrevne og uskrevne regler ikke længere”, står der ifølge politiken.dk blandt andet i den.

Ifølge Financial Times har den danske ambassade i Budapest, sammen med kollegaer fra flere lande, klaget til Ungarns udenrigsminister Peter Szijjarto over pamfletten.

Pamfletten kommer forud for en folkeafstemning den 2. oktober, hvor Ungarn skal tage stilling til, om man vil tilslutte sig EUs nye system for fordeling af flygtninge. Noget som regeringen under premierminister Viktor Orbán har ført kampagne imod.

Onsdag gav højtstående medlemmer af regeringen i den ungarske avis ‘Nepszabadsag’ udtryk for, at man vil udnytte et nej i folkeafstemningen til at foreslå en ændring i Lissabon-traktaten.

Den skulle indebære, at asylregler bliver overladt 100% til landene selv, og ikke kan bestemmes i Bruxelles. Det er ikke en holdning, der er helt ny fra den ungarske regerings side.