- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Unge glemmer stadig rejseforsikringen

Over 4% rejser fortsat uden rejseforsikring, viser en spørgeundersøgelse med knap 1.600 respondenter, som Jysk Rejsebureau har foretaget. Det gælder især blandt de unge.

Over 4% rejser fortsat uden rejseforsikring, viser en spørgeundersøgelse med knap 1.600 respondenter, som Jysk Rejsebureau har foretaget. Det gælder især blandt de unge.

De vælger måske at spare rejseforsikringen væk på den første store udenlandsrejse. Det kan dog ende med at blive en meget dyr affære, og der er ingen økonomisk hjælp at hente fra de danske myndigheder:

”Hvis man ikke har en forsikring og kommer ud for en ulykke, bliver syg eller anholdt på rejsen, kan Udenrigsministeriet give praktisk bistand som hjælp til kontakt af pårørende eller advokat, men kan hverken betale eller lægge ud for udgifter til læge, hospital, advokatbistand eller hjemrejse. Selv om det lykkes den unge, eller familien, at samle midler til udgifterne, kan regningen blive ruinerende. Derfor er en rejseforsikring så vigtig”, siger Centerchef i Udenrigsministeriets Borgerservice, René Dinesen.

Han bakkes op af SOS International, der hver dag henter – forsikrede – danskere hjem fra verden, når de er kommet til skade: ”Hvis man f.eks. befinder sig i USA og kommer slemt til skade, kan det koste op til en million kroner at få et ambulancefly hjem til Danmark, og selv mindre uheld som et brækket ben eller en mavevirus, der kræver en hospitalsindlæggelse, kan koste mange tusinde kroner. Det er penge, man selv skal betale, hvis man ikke er dækket af en rejseforsikring”, fortæller Karin Tranberg, vicepræsident i SOS International.

Fra 2011 til 2015 steg andelen af kunder i alderen 18-24 år med 78% hos Jysk Rejsebureau, der konsekvent opfordrer alle til at købe rejseforsikring. Det vælger langt de fleste at gøre, men der er fortsat unge, som satser på, at uheldet ikke rammer netop dem.