- STANDBY.DK - https://standby.dk -

United gør klar til atter at flyve med B787

FLYVEFORBUD: I tre måneder har Boeings nye B787-model haft flyveforbud. Nu er løsningen på batteriproblemerne tilsyneladende så langt fremme, at første selskab har sat forventet dato på genoptagelse af flyvningerne.

FLYVEFORBUD: I tre måneder har Boeings nye B787-model haft flyveforbud. Nu er løsningen på batteriproblemerne tilsyneladende så langt fremme, at første selskab har sat forventet dato på genoptagelse af flyvningerne.

Boeings B787 model har de seneste måneder været alt andet end den ”Dreamliner,” Boeing kalder typen. Flyet er foreløbig leveret i 50 eksemplarer til otte selskaber verden over.

United Airlines fra Star Alliance har indtil videre modtaget seks eksemplarer. Og United tror så meget på, at Boeing er ved at have fikset batteriproblemerne, så B787 snart igen får tilladelse til at flyve. United har nu sat 31. maj på som startdato for genoptagelse af flyvningerne – i første omgang på ruten mellem Houston og Denver, to af Uniteds hovedlufthavne, skriver CNN.

Fra 10. juni er B787 sat til at flyve den nye United-rute mellem Denver og Tokyo. Men flyvninger kan blive fløjet af andre modeller, hvis myndighederne ikke har godkendt ændringerne i flyets batterisystem. Også fra 10. juni skal B787 flyve nogle af ruterne mellem Houston og London Heathrow.

Det er USA’s luftfartsmyndigheder, Federal Aviation Administration, der skal godkende ændringen af batterierne på B787 og give flytypen tilladelse til atter at gå på vingerne.

De foreløbig 50 leverede B787-eksemplarer flyver hos: Air India (der foreløbig har 6), japanske All Nippon Airways (17), Ethiopian Airlines (4), Japan Airlines (7), LAN Airlines fra Chile (3), Lot Polish Airlines (2), Qatar Airways (5) og United Airlines (6)

All Nippon Airways fra Star Alliance blev i oktober 2011 søsætningskunde for B787, der blev leveret med tre års forsinkelse.