- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Urimelige krav visumansøgninger

En stigning i antallet af turister til Danmark er ikke ensbetydende med, at det er problemfrit at få visum til Danmark.

Behandlingen af visumansøgninger til Danmark er administrativ tung og ufleksibel pga. de urimelige krav, der stilles til dokumentation. Dette til trods for, at turistvisumreglerne rent faktisk giver mulighed for en helt anderledes smidig og effektiv behandling af visumansøgningerne med en kortere behandlingstid til følge. Det skriver Danmarks Rejsebureau Forening i en pressemeddelelse.

 

At en mere smidig og effektiv visumadministration vil medføre en betydelig stigning i turisme – og dermed også i turismeindtægter – bliver ligeledes understøttet i den rapport ”Vækst i turisterhvervet” (18. juli 2008), som Copenhagen Economics netop har udgivet. Her konstateres det, at visumreglerne hindrer markedsudvikling på de vigtige vækstmarkeder for turisme, hvor Danmark klart har tabt terræn i forhold til sine nabolande.

  

Økonomi- og Erhvervsministeriets kontorchef, Pelle Øby, afviser kritikken og henvisninger til stigningen i antallet af kinesiske turister.

 

Danmark har mistet markedsandele og ikke tilnærmelsesvis vinder nye markeder i samme omfang som andre lande. Det er ikke kun for rejsende fra lande, som af Udlændingemyndighederne i Danmark karakteriseres som ”asyl”- eller ”immigrationslande”, eksempelvis Iran og Irak, at visumbehandlingen er langtrukken og som et nøglehul at få et turistvisum igennem, skriver Danmarks Rejsebureau Forening pressemeddelelsen.

 

Problemerne gør sig gældende over hele linjen, dvs. også for lande såsom Ukraine og Thailand, hvis statsborgere normalt ikke udpeges som problematiske.

 

At visumadministrationen også er problematisk og omstændelig i lande, hvor der ikke umiddelbart er saglige grunde dertil, bakkes også op af flere i Udenrigsministeriets egne rækker.

 

Konsul Stig Vagt-Andersen for Danmark og Norge i Thailand har flere gange udtalt til pressen, at håndteringen og sagsbehandlingen af visumansøgninger i Thailand er helt ude af propositioner og et stort problem i forhold til at tiltrække velhavende thaier, som egentlig gerne ville besøge Danmark. Af denne grund oplever Danmark ganske enkelt ikke den vækst og udvikling, der foregår internationalt.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen