- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Uroligheder i verden: Flere danskere på campingferie

Nye bookingtal fra den store svenske campingkæde First Camp viser, at sommerbookingerne er øget 22 pct. i forhold til samme periode sidste år. Det tilskrives krigshandlingerne i Mellemøsten.

Stigningerne på 22 procent hos First Camp, der har 91 destinationer, navnlig campingpladser i seks lande, heraf 15 i Danmark, er især kommet i løbet af den seneste uge.

Her har interessen for sommerferie på camping været markant højere end normalt. Stigningen på 22 procent gælder sommerbookinger på First Camps hjemmeside fra 1.–11. marts i år sammenlignet med samme periode i 2025.

Det skriver First Camp i en pressemeddelelse. Koncernen har campingpladser i Sverige, Danmark, Norge, Finland, Tyskland og Schweiz.

I pressemeddelelsen siger Johan Söör, koncernchef i First Camp: ”Når verden bliver mere usikker, ser vi ofte, at flere vælger ferie tættere på hjemmet. De seneste uger har vi haft rekordhøj aktivitet i vores onlinebooking, og interessen for campingferie til sommer er markant højere end på samme tid sidste år.”

Ifølge First Camp vælger flere fleksible ferieformer, hvor de kan planlægge ferien tættere på afrejse. ”Camping giver en ferieform, hvor man både kan være tæt på naturen og få meget ferie for pengene. Derfor ser vi også, at flere familier vælger camping som alternativ til udlandsrejser,” siger Johan Söör.

Billigere end charterferie
First Camp henviser også til en analyse der angiveligt viser, at en familie kan få op til fem ugers campingferie til prisen af én charterferie, hvilket også er med til at øge interessen for ferieformer tættere på hjemmet, noterer First Camp.

First Camp er ifølge egne oplysninger Nordeuropas største aktør inden for camping og resorts med 91 destinationer i seks lande.

Samlet tilbyder First Camps destinationer over 20.000 pladser til campingvogn og autocamper samt mere end 3.500 hytter, oplyses det. Siden 2017 har First Camp Group opkøbt over 70 destinationer, i Danmark flere campingpladser samt Jesperhus Feriepark på limfjordsøen Mors.

 

Relaterede artikler:

Dansk rejsekoncern udvider med camping

Svensk campingkoncern runder to milliarder i omsætning

”På campingferierne møder man de ægte danskere”