- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Uroligheder truer turismen i Mexico

Der har især været dramatisk kriminalitet i Acapulco og Cancun, hvor både krydstogter og danske turister holder til. Udenrigsministeriet nøjes med blød advarsel.

Der er løbet meget vand i Stillehavet siden Elvis Presley sammen med Ursula Andress i 1960 indspillede filmen ”Fun i Acapulco”, som viste de pragtfulde strande og omgivelser. En snes år efter filmpremierne var det fortsat et af de mest populære feriesteder i verden. Men især efter årtusindskiftet er det gået jævnt ned ad bakke med stigende kriminalitet og nedslidte hoteller.

Nu er det barsk virkelighed med skræmmende kriminalitet. Ifølge Caribbean News, blev 16 dræbt i sidste uge i et opgør mellem bander, heriblandt seks politifolk. Dagen efter skød mænd på vandscooter efter folk på stranden, dog uden at såre nogen.

I Cancun er op mod 100 blevet såret eller dræbt  i forbindelse med lokale uroligheder siden årsskiftet. Det er ifølge de lokale nyheder ikke tale om terror, men kriminalitet som tager til mange steder i Mexico.

Det bliver aldrig det samme
”Turisterne holder sig ikke væk, men det bliver aldrig som det var engang, ” siger en taxachauffør til UK` s Telegraph. ”Folk tror på alt, hvad de læser i avisen, men for os lokale går livet videre.. Og turisterne svigter ikke endnu”.

Det sidste bekræftet af de officielle tal med 1,7 millioner turister i Acapulco sidste år, og tegn på rekord i år til mere rolige områder, blandt andet langs den mexicanske vestkyst. Primært fordi amerikanerne ikke svigter, som de gjorde i 90´erne, da staten gik fallit.

Der kommer også forvirrende budskaber fra Acapulcos turistmyndigheder netop nu med advarsel om ikke at opholde sig i området ”selv om vi garanterer højeste sikkerhed”, som det hedder.

De mexicanske turistmyndigheder afdramatiserer forholdene både i Acapulco og Cancun. ”Det er kun i ganske få tilfælde, at udlændinge mærker eller påvirkes af uroligheder, ”hedder det.

Den danske advarsel
I Udenrigsministeriets rejsevejledning fastslås det, at det overordnede sikkerhedsniveau for Mexico ikke er ændret.

”Du bør være forsigtig på grund af risikoen for kriminalitet i delstater, der grænser op til USA og for eksempel i staten Guerrero (Acapulco), hvor der ofte er voldelige sammenstød mellem narkokarteller og lokale sikkerhedsmyndigheder, ” skriver Udenrigsministeriet.

Og under kriminalitet hedder det i rejsevejledningen:” Du bør være forsigtig på grund af risikoen for kriminalitet, tyveri, røveri og voldelige overfald, der er udbredt i Mexico.

Ved populære turiststeder som Cancun og Acapulco er seksuelle overgreb i stigning. Køb selv dine drikkevarer på barer og natklubber og hold dem under opsyn. Der kan blive tilsat bedøvende stoffer.”

Det vil nok være en god ide at rådføre sig med sit rejsebureau inden ferien i Mexico planlægges i detaljer.