- STANDBY.DK - https://standby.dk -

USA skal have ny turistdirektør

Efter kun et år på posten stopper direktøren for Brand USA. USA’s officielle markedsføringsorganisation blev lanceret sidste år som nyt organ til at tiltrække internationale turister; et område, hvor USA taber markedsandele.

Jim Evans blev ellers under USA’s store, årlige fagmesse, Pow Wow, i april i år lanceret overfor pressen som den helt rigtige i spidsen for Brand USA, der fremover skal brænde op mod 175 mio. årlige dollars af på at få tiltrukket flere internationale turister til USA, bl.a. fra os i Norden.

 

Men i fredags blev det meddelt, at Jim Evans stopper og midlertidigt afløses af Brand USA’s bestyrelsesformand, Caroline Beteta, der til daglig er direktør for Californiens Turistråd, Visit California. Nu skal bestyrelsen for Brand USA så finde ny adm. direktør.

 

At Jim Evans stopper forklares med, at Brand USA nu forlader sin opstartsfase og skal til at melde sig ind i kampen på vigtige oversøiske markeder om at promovere USA, så landet kan følge med stigningen i internationale turister.

 

Her har USA de seneste år tabt markedsandele, hvilket dermed betyder færre milliardindtægter til USA’s turistindustri samt alle de områder, rejsende til USA bruger penge på. Den lavere vækst for dette segment betyder også færre arbejdspladser i USA.

 

Hver oversøiske rejsende til USA bruger i snit 4.000 dollars på hoteller, restauranter, attraktioner, shopping osv., oplyser Brand USA.

 

Inden han blev adm. direktør for Brand USA, havde Jim Evans bl.a. været koncernchef for hotelkæden Best Western International med 4.000 hoteller i 90 lande.

 

Selve Brand USA får et årligt budget på op mod 200 mio. dollars til at promovere USA som rejseland. Halvdelen af pengene kommer fra den amerikanske turist- og rejseindustri, den anden halvdel betaler de rejsende selv – 10 af de 14 dollars en ESTA-godkendelse koster, går nemlig til Brand USA. ESTA – Electronic System for Travel Authorization – er den forhåndsgodkendelse, statsborgere til USA fra visa-fritagede lande skal have og som gælder to år eller til ens pas udløber.

 

Brand USA kører allerede kampagner på de største markeder, Canada, Storbritannien, Japan, Brasilien og Sydkorea. Men Brand USA vil også bruge forventeligt mange millioner i bl.a. Norden på at tiltrække flere rejsende.

 

Under Pow Wow i april i år i Los Angeles, sagde Jim Evans, til takeoff.dk:

“Brand USA er sat i verden for at øge antallet af international besøgende, fordi USA taber markedsandele på dette område. Men hvor meget, vi vil bruge i de enkelte områder og regioner, er endnu ikke afgjort. Det vil bl.a. afhænge af, hvor mange ankomster vi i dag har fra de enkelte lande og regioner, hvad vi forventer fremover, hvor meget de rejsende fra områderne bruger i USA osv.”

 

Loven der skabte Brand USA hedder The Travel Promotion Act.

 

Læs mere om Brand USA på dets hjemmesider: DiscoverAmerica.com eller: TheBrandUSA.com

Skrevet af Henrik Baumgarten