- STANDBY.DK - https://standby.dk -

USA strammer krav til flyselskaber

Der kommer nu en række stramninger af kravene til amerikanske flyselskaber – men også flyselskaber fra lande udenfor USA berøres med tidsgrænse for, hvor længe de må lade passagererne sidde i fly i lufthavne.

Passagerer skal have dobbelt så stor kompensation fra amerikanske flyselskaber når de ikke kommer med flyet pga. overbooking, de skal også kompenseres bedre når flyselskabet mister deres bagage – det sker ca. to mio. gange årligt.

 

Samtidig må udenlandske flyselskaber ikke lade passagerer sidde over fire timer i fly i amerikanske lufthavne. Den nye regel overfor udenlandske flyselskaber kommer bl.a. efter kraftig snestorm i New York i december – i JFK-lufthavnen sad op mod 9.000 passagerer indespærret på 31 landede fly op til 12 timer.

 

Det er nogle af de nye regler fra USA’s transportministerium, de træder i kraft efter sommerferien. De nye krav kan ses på transportministeriets hjemmeside, de omfatter bl.a. at:

– Flyselskaber skal tydeligt på deres hjemmesider oplyse om ekstra afgifter til bagage, mad, sædevalg, billetændring mm.

 

– Kompensationen fordobles til passagerer, der ufrivilligt ikke kommer med deres fly pga. overbooking

 

– Fly fra amerikanske selskaber skal efter to timer sørge for vand og mad til passagerer, og fungerende toiletter. Passagererne må ikke sidde længere end tre timer i fly i lufthavne – medmindre det kan begrundes af særlige forhold, f.eks. sikkerhed.

 

– Flyselskabet skal tilbagebetale eventuel bagageafgift, hvis bagagen ikke kom med. Ligeledes skal det sørge for ens bagageregler på alle rejsens strækninger – herunder hvis de flyves af andre som led i f.eks. code share.

 

– Passagerer skal fremover have ret til at få holdt deres reservation i mindst 24 timer til den oplyste pris, hvis reservationen sker senest en uge inden afgang.

 

Siden USA i 2009 strammede reglerne for, hvor længe passagerer må sidde i fly i lufthavne, og begyndte at uddele bøder, er disse hændelser faldet 98 pct.

I de første ti måneder med de nye regler, fra maj sidste år til februar i år, rapporterede de 16 største amerikanske flyselskaber om 16 hændelser, hvor passagererne sad op til tre timer i fly i lufthavnene.
I samme periode fra maj 2009 til februar sidste år, skete det 664 gange.

 

 

Skrevet af Henrik Baumgarten