- STANDBY.DK - https://standby.dk -

USA’s biludlejningsbranche satte rekord i 2022

Sidste år slog biludlejningsselskaberne i USA flere rekorder i forhold til 2019, året før pandemien. Omsætningen steg 25 procent, men bilernes gennemsnitsalder voksede. Enterprise størst i USA.

Trods fortsatte udfordringer med at få tilført udlejningsselskabernes bilflåder nok nye biler, med at skaffe medarbejdere og en truende recession, så kom USA’s biludlejningsselskaber godt ud af sidste år. Faktisk bedre end året før pandemien, 2019. Det skriver Auto Rental News i en opgørelse.

Biludlejningsselskaberne i USA havde sidste år indtægter for 36 milliarder dollars, over 250 milliarder kroner. Det var en stigning på 24,7 procent sammenholdt med 2019, viser gennemgangen.

Sammenlagt havde de amerikanske biludlejningsselskaber 2,1 millioner biler til udlejning sidste år. Sidste år anskaffede de dog kun halvt så mange nye biler som i 2019. Det skyldes fortsatte udfordringer med at få nye biler, hvilket får selskaberne til at holde længere på eksisterende biler i deres flåder.

Chris Brown, chefredaktør for Auto Rental News, siger i artiklen, at han aldrig havde troet, at biludlejningsbranchen i USA ville være kommet så hurtigt tilbage efter pandemien. ”Men branchen kan ikke hvile på laurbæerne, da den stadig står overfor en række af de udfordringer, den havde under pandemien,” siger han.

Enterprise, Avis og Hertz er størst
Opgørelsen fra Auto Rental News viser blandt andet, at Enterprise med varemærkerne Alamo Rent A Car, Enterprise Rent-A-Car og National Car Rental) er størst. Enterprise & co. havde sidste år i snit 1,2 millioner biler til udlejning i USA – også via franchises – på 5.500 udlejningsstationer.

Herefter fulgte Avis Budget Group med 425.000 udlejningsbiler i snit fordelt på 3.000 udlejningsstationer i USA.

På tredjepladsen kom Hertz, der også har udlejningsmærkerne Dollar og Thrifty med i alt 365.000 udlejningsbiler i snit gennem sidste år på koncernens 3.900 udlejningsstationer på det amerikanske hjemmemarked.

Målt i antal biler til udlejning, kom tyske Sixt ind som nummer fire sidste år på det amerikanske marked. Sixt havde 29.000 biler at gøre godt med, men dog kun 98 udlejningsstationer. Femtepladsen blev indtaget af Fox Europcar med i snit 18.600 udlejningsbiler placeret på kun 27 udlejningsstationer.

Alle de fem største biludlejere i USA er også på det danske biludlejningsmarked, hvor franske Europcar er størst.

 

Relaterede artikler:

Ny dansk Hertz-operatør prioriterer erhvervskunder

Biludlejningsgigant får fælles skandinavisk direktør

Markant stigning i forbrugerklager over billeje