- STANDBY.DK - https://standby.dk -

USA’s største lavprisselskab i reservationssystemer

Southwest Airlines lander om et års tid i GDS-systemerne Amadeus og Travelport med fuldt indhold via det store flyselskabs nye tiltag, Southwest Business.

Southwest Airlines, der næste år har været på vingerne i 50 år, har indgået aftale med de to store reservationssystemer Amadeus og Travelport (der har Galileo og Worldspan).

Dermed kan rejsebureauer og firmakunder, når Southwest er på plads i de to GDS’er (Global Distribution System), blandt andet booke, ændre og aflyse flybilletter hos Southwest gennem de to GDS-systemer.

Southwest, der har omkring 750 ruter primært indenfor USA, indgår i samme åndedrag også aftale med firmaet Airlines Reporting Corp. til afregning af flybilletter booket via GDS-systemerne, oplyser flyselskabet i en pressemeddelelse.

Ifølge Southwest-president, Tom Nealon, bliver samarbejdet med to de GDS’er et tredje ben i flyselskabets distribution. De to andre er direkte billetsalg til Southwests passagerer via flyselskabets hjemmeside og bookingværktøjet Swabiz.

Southwest, der sidste år havde 163,6 millioner passagerer, vil ved at komme ombord hos GDS’erne søge at øge sit salg, herunder til forretningsrejsende, under sit nye Southwest Business-koncept.

”Vi har et førsteklasses business-produkt, men vi har været svære (for rejsebureauer og firmakunder, red) at gøre forretning med i måderne man booke os på samt betaler for vores flybilletter; derfor er denne ændring vigtig,” siger Southwest-president Tom Nealon.

Southwest forudser, at omsætningen ved at være ombord hos de to GDS’ere vil øge omsætningen med mellem 20 og 40 millioner dollars om året. Og det er et forsigtigt skøn, understreger Southwest, der i sidste regnskabskvartal havde en belægningsfaktor på 86 procent og en gennemsnitspris for sine flybilletter på 157 dollars.

59.000 medarbejdere
Southwest, der har hovedkvarter i Dallas i Texas, har over 59.000 medarbejdere, over 700 Boeing B737’ere, herunder også det ikke i øjeblikket flyvende problembarn B737MAX og selskabet havde sidste år 130 millioner passagerer.

Ifølge Southwest er flyselskabet det største på amerikansk indenrigs. Det har mere end 4.000 flyvninger på hverdage, når der er mest travlt, mellem 101 lufthavne i USA ligesom det har ruter til ti lande i USA’s nabolag, oplyser Southwests hjemmeside.

Relaterede artikler:

Boeing leverer B737 nummer 10.000

Hackere fandt hul i sikkerhed hos Amadeus

Tre flyselskaber har hver sin rekord