- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Utroligt, men bedre mad på vej på amerikanske fly

WEEKENDKLUMME: Et langt liv med luftfartsstof har lært mig, at der er mange grunde til, at det sjældent er en oplevelse at spise om bord på et fly. Men aldrig havde jeg dog troet, at også et førende amerikansk selskab vil satse kæmpebeløb, som det nu sker fra februar.

Ejvind Olesen.

WEEKENDKLUMME: Et langt liv med luftfartsstof har lært mig, at der er mange grunde til, at det sjældent er en oplevelse at spise om bord på et fly. Men aldrig havde jeg dog troet, at også et førende amerikansk selskab vil satse kæmpebeløb, som det nu sker fra februar.

Af Ejvind Olesen 

Man er, hvad man spiser. Blot ikke, når man flyver. Der er næsten ikke grænser for de tørre, hårde eller helt våde sandwiches, der er budt rundt på de fleste af mine utallige flyverejser gennem mere end 40 år. Bunden har dog næsten altid været amerikanske indenrigsfly, men desværre synes jeg også kvaliteten er dalet på lokale europæiske flyvninger i takt med, at billetpriserne er faldet.

Vel, man kan ikke få det hele. Hvis jeg ved besøg i forskellige cateringvirksomheder har spurgt, hvorfor man dog ikke i det mindst prøver at gøre det hele lidt mere lækkert og velsmagende, har jeg mødt masser af forklaringer. Men den jeg husker bedst er: ”Flyselskaberne vil ikke betale. De presser i en uendelighed priserne ned”. En undtagelse, som jeg synes også gælder i dag, er Thomas Cook Airlines i Skandinavien, som fortsat har et fremragende udbud. Tænk de præsenterer fortsat de nye retter ved pressemøder. Ruteselskaberne, inklusive SAS, taler helst ikke om catering. Der var dog engang, SAS var så stolte af catering, at man præsenterede det på et pressemøde.

Ja, jeg har da spist udvalgte retter, drukket champagne, fået kaviar og hummer og sågar på 1. klasse på Thai været med til et eksperiment med tilberedning af en super morgenmad. Serveret af tre kokke i det langstrakte køkken på første sal i en Boeing 747 på vej hjem fra Bangkok. Her lærte vi også, hvor længe et æg skal koge i 12 kilometers højde i forhold til nede på landjorden. Men jeg har sandelig også tygget mig igennem de værste sandwiches pakket ind i pergament og pap.

Men nu kommer så overraskelsen. Fra 1. februar satser United Airlines et meget stort millionbeløb – et megabeløb, som selskabet selv udtrykker det – for at forbedre madkvaliteten og serveringen på flyene.

Først og fremmest naturligvis på business class for at klare sig i konkurrencen med europæiske og asiatiske selskaber. Nu står den på champagne, rigtigt porcelæn, rigt udbud af forretter, hovedretter, fisk og kød, tilberedt af kendte kokke med tilhørende vine. Friske salater og frugt, lækre desserter. Også turistklassepassagerer får et helt anderledes kvalitetstilbud.

Det gælder primært fly over 2½ time indenrigs og især på de lange ruter fra New York til Los Angeles og San Fransisco.

I løbet af kort tid følger ruter til Hawaii og herefter over Atlanten.

Regnedrengene i flere europæiske selskaber har formået at fortælle deres arbejdsgivere, hvor meget der kan spares på catering. Samtidig har man spurgt passagerer om betydningen i forhold til sikkerhed og præcision. En sådan sammenligning taber mad og drikke altid.

Måske den amerikanske vækkelse vil sprede sig tilbage til Europa på et tidspunkt?

God weekend ved de hjemlige kødgryder.