Mindst 56 arbejdspladser i Aalborg Lufthavn er opstået som direkte effekt af øget rejselyst og nye udvidelser kan betyde endnu flere arbejdspladser.
I 2009 havde Aalborg Lufthavn en passagervækst på knap 8% og i 2010 ventes en vækst på 16%. Det har krævet nye gates, indkøb af nyt udstyr, 1000 nye p-pladser og ikke mindst ansættelse af personale.
56 nyansatte svarende til 37 fuldtidsstillinger er kommet til gennem de seneste to år.
Planlægningen af flere udvidelser i 2011 er allerede i gang, så der i løbet af vinteren vil være byggeaktivitet i lufthavnen. I øjeblikket vurderes udbudsmateriale for nye standpladser.
Næste år venter lufthavnen at øge passagerantallet og lufthavnsdirektør Søren Svendsen vurderer, at det vil føre til ansættelse af 5-10 nye kollegaer.