- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Vær beredt i Københavns Lufthavn

Årets sidste Store Rejseweekend i Københavns Lufthavn.

Denne weekend bliver en af årets største med mindst 83.000 passagerer på søndag. De mange ekstra rejsende er krydstogtpassagerer og spejdere. Kom i god tid, men heller ikke fór tidligt, råder lufthavnens passagerchef.

 

Den kommende weekend har Københavns Lufthavn ekstra mange krydstogtgæster samt over 11.500 spejdere, der skal hjem fra stort stævne i sydsvenske Rinkaby. De fleste rejser hjem søndag. Hertil kommer afrejsende fra denne uges modemesse, Copenhagen Fashion Week

 

Det giver Københavns Lufthavn en logistisk opgave – ikke mindst, når 11.500 spejdere ankommer hele søndagen og skal til de rette check-in skranker. Politiet i lufthavnen har indkaldt ekstra mandskab.

 

Den største udfordring er spejdernes mange rygsække – ingen bagagebånd i verden er gode til at håndtere så mange. Derfor skal alle rygsækkene i bagagebakker. For at få det til at fungere, er der indkaldt ekstra mandskab, så der er bakker nok.

 

Spejderknive og de mange emblemer på uniformerne bliver en udfordring for lufthavnens sikkerhedskontrol. Derfor har lufthavnen tæt samarbejde med spejderlederne om at instruere de unge i, hvordan det er bedst at pakke.

 
Københavns Lufthavns passagerchef, Marie-Louise Lotz, besøgte torsdag spejderlejren i Sverige for at få den sidste planlægning på plads. Hun siger til takeoff.dk:

”Spejderlejren er organiseret under meget ordnede forhold, ca. 11.500 af de 40.000 spejdere flyver hjem fra Københavns Lufthavn. Jeg talte i Sverige med spejderlejrens logistikgruppe, der knokler i døgndrift.”

”Det er vigtigt at passagererne kommer på den rigtige tid, ikke for tidligt og ikke alt for sent; vi anbefaler at man kommer to timer før til europæiske flyvninger og tre timer før til oversøiske flyvninger. Spejderlejren har wifi, så mange kan tjekke ind på forhånd. To ud af tre afrejsende passagerer på søndag er fra spejderlejren eller krydstogtpassagerer.”

 

Passagerchef, Marie-Louise Lotz, glæder sig over, at op mod 70 pct. af passagererne generelt bruger lufthavnens check-in kiosk samt check-in via mobil og internet.

 

Lufthavnens største smutter i år var nedbruddet sidste måned i dets bagageanlæg. Lufthavnens nye direktør, Thomas Woldbye, udsendte bagefter noget så sjældent som en undskyldning for Københavns Lufthavn.

 

”Vi har lært af nedbruddet på vores bagagebånd. Skulle det ske igen er vi klar til at højne informationsniveauet i bagagehallen. Vi har fået megen kritik af det skete,” siger Marie-Louise Lotz til takeoff.dk

 

Skrevet af Henrik Baumgarten