- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Vaccinepas skal genåbne turisterhvervet hurtigere

HORESTA opfordrer til at bruge det kommende vaccinepas til hurtigere at få genåbnet turisme- og oplevelseserhvervet. Foreningen i møde med statsminister Mette Frederiksen om branchens vilkår.

Sundhedsministeriet nyhed om, at et vaccinepas skal være klar i begyndelsen af i år, hilses med tilfredshed af HORESTA.

”Det er helt naturligt, at vaccineprogrammet bruges aktivt til at få genåbnet samfundet og få nedtrappet antallet af restriktioner så hurtigt som muligt – i stedet for at vente, til alle er vaccineret,” siger HORESTA’s politiske direktør, Kirsten Munch Andersen til brancheforeningens nyhedsbrev, og tilføjer:

”Man kunne jo eksempelvis starte med at give virksomheder, der allerede i dag allerede sælger take away mulighed for at åbne for gæster med et vaccinationspas. En vigtig forudsætning er, at det kan ske på en økonomisk bæredygtig måde for erhvervet.”

HORESTA arbejder generelt for, at vaccinationer, antistof-tests og hurtigtests skal bruges til at komme fri af de gældende coronarestriktioner.

”Det er vigtigt, at vi får kigget på, hvordan branchen kan genåbne, og hvordan vi bruger både vaccinerne i kombination med antistoftest og lyntest. Det kan både have en værdi her og nu, men i særdeleshed for de virksomheder, som lever af større events, kongresser og lignende, hvor der er en lang planlægningshorisont,” siger Kirsten Munch.

Til virtuelt møde med statsministeren
Torsdag deltog cirka 20 repræsentanter for turisme- og oplevelseserhvervet i møde med blandt andet statsminister Mette Frederiksen.

HORESTA havde fire repræsentanter med. Udover sin formand, Jens Zimmer Christensen, de to næstformænd, Georg Sørensen fra MCH Messecenter Herning og den nye næstformand, Jan Vinther Laursen, fra Bone’s Restauranter, samt politisk direktør, Kirsten Munch.

Blandt hovedbudskaberne fra de fire var, at det er afgørende at få hjælpepakkerne udbetalt her og nu. Alt for mange virksomheder venter stadigvæk på deres penge. Nogle af hjælpepakkerne fra efteråret er det endda ikke engang muligt at søge på endnu, oplyser HORESTA.

”Vi opfordrede derudover til, at de generelle hjælpeordninger forlænges, til efter restriktionerne er ophævet, at de forbedres, så der udbetales mere støtte, samt at de åbnes for flere virksomheder,” siger Jens Zimmer Christensen, der udover at være formand for HORESTA også repræsenterer branchen på europæisk plan som formand for HOTREC.

Efterlyste genåbningsplan
På mødet efterlyste HORESTA desuden en genåbningsplan, om hvornår de enkelte dele af erhvervet igen kan byde gæster inden for og slippe for de øvrige restriktioner.

”Det er værdsat og relevant, at statsministeren og finansministeren tager sig tid til at mødes med erhvervet,” siger Jens Zimmer Christensen og tilføjer:

”Mødet viste med al tydelighed, at uanset virksomhedernes størrelse og type, lider alle under denne krise. Vi var dog enige om at se fremad, og at der bør arbejdes med for eksempel at bruge vaccinationspas som redskab til at få erhvervet hurtigere i gang.”

Relaterede artikler:

DRF og HORESTA: Vi trak atter det korteste strå

”Vaccinepas er nøglen til genåbningen af Danmark”

“Langsommelighed slår virksomheder ihjel”

Dansk Industri: Vaccinefokus på luftfarten