- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Vagn Sørensen forlader Cimber Sterling

Blot et år efter han kom i bestyrelsen for Cimber Sterling, træder luftfartseksperten Vagn Sørensen ud af flyselskabets bestyrelse ’som følge af en meget betydelig arbejdsbyrde’.

Vagn Sørensen er tidligere koncerndirektør i SAS og topchef for Austrian Airlines; han sidder i dag i en halv snes bestyrelser, i rejsebranchen er han formand for Scandic Hotels’ bestyrelse, næstformand for DFDS Seaways’ bestyrelse, ligesom han siden 2006 har været i Air Canadas bestyrelse; Air Canada, der i øvrigt i morgen genåbner ruten mellem Toronto og Københavns Lufthavn. Han er bl.a. også formand for TDC’s bestyrelse.

 

”Luftfart er i en afgørende fase. Den vil jeg gerne præge. Fremtidsplanen for Cimber Sterling er så spændende, at jeg ikke kunne sig nej, da jeg blev spurgt, om jeg ville i bestyrelsen,” sagde 50-årige Vagn Sørensen, da han i juni sidste år kom ombord hos Cimber Sterling og tilføjede:

 

”Det sidste, man skal gøre i luftfart, er at hvile på laurbærrene, og Cimber Sterlings vækstambitioner rækker langt ind i fremtiden.”

 

Men i dag, torsdag, skriver Børsen, meddelte bestyrelsesformand i Cimber Sterling Group, advokat Niels Erik Nielsen, i en fondsbørsmeddelelse:

 

"Som følge af en meget betydelig arbejdsbyrde, bl.a. som formand for bestyrelser i andet regi, har Vagn Sørensen over en periode tilkendegivet, at han ønskede at udtræde af bestyrelsen i Cimber Sterling Group.”

 

Formanden roser Vagn Sørensens bidrag til Cimber Sterling, men konstaterer, at Vagn Sørensen "ikke har mulighed for at yde den fornødne indsats i arbejdet for selskabet."

 

Cimber Sterlings storaktionærer tages nu med på råd for at finde en afløser, så der vil være en ny kandidat klar til den ordinære generalforsamling den 19. august. Målet er at finde en person, der også har stor brancheerfaring.

Skrevet af Henrik Baumgarten