- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Varmen får italienske turister til at flygte til bjergene

Coolcation: Voldsomme hedebølger får italienske turister på badeferie i hjemlandet til at forlade deres ferie ved havet og i stedet søge op til rejsemål i bjergene, hvor der er mere køligt.

Baderesorts og populære badestrande ved de næsten 8.000 kilometer kystlinje i Italien melder om en gennemsnitlig nedgang i juni og juli på 25 procent i udlejning af solsenge og parasoller.

Hvad årsagen til nedgangen er, er der delte meninger om – nogle siger alt for høje priser, andre peger på klimaforandringer og højere temperaturer.

De mange badebyer ved de italienske kyster plejer ellers i sommerperioden at være fyldt godt op med også hjemlige italienske turister; nogle er her nogle få dage, andre i en eller flere uger.

Et andet favoritsted for italienere på indenrigsferie er bjergene, navnlig i det nordlige Italien. Og navnlig feriesteder i de bjergområder bliver i stigende grad efterspurgt, skriver Euronews.

Italien har en sammenslutning for baderesorts, Assobalneari Italia, der også giver deres bud på faldet i antal turister for deres område. Her peger man blandt andet på stigende priser for at leje solsenge og parasoller ved strandene. Der nævnes eksempler på helt op til 90 euro, cirka 675 kroner, om dagen for to solsenge og en parasol.

Boom hos italienske bjergresorts
Euronews skriver videre, at der ifølge italienske medier er stigende efterspørgsel på at feriere i rejsemål i de italienske alper. Her er det billigere, da højsæsonen – for eksempel i Dolomitterne – er om vinteren med skiturister. Men nogle lavereliggende skiresorts er også udfordret på grund af varmere vintersæsoner med mindre sne og dermed færre turister.

Der er køligere i bjergene i forhold til nede på landjorden ved havet, hvor der har været overe 40 graders varme flere gange denne sommer.

I området omkring norditalienske Trentino, der også har flere nationalparker, forventes der i år ny rekord i antal besøgende på mere end 10 millioner.

Italien vandt i øvrigt Danish Travel Award’en sidste år som Bedste Rejseland i Europa. Årets Danish Travel Awards uddeles i år den 1. oktober i Cirkusbygningen i København.

 

Relaterede artikler:

Italienske myndigheder sætter Trustpilot under lup

Coolcation i Norden tiltrækker stadig flere turister

Mange dødsfald i italienske bjerge