- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ved ikke hvordan firmarejser bliver bæredygtige

Nordiske virksomheder vil gøre forretningsrejser mere bæredygtige, men mange aner ikke hvordan eller kender ikke deres firmarejsers miljøaftryk, siger ny undersøgelse.

Knap otte ud af ti virksomheder i Norden vil gerne forandre deres forretningsrejser, så de bliver mere bæredygtige, men kun 17 procent af virksomhederne mener, at de har succes med det. Og hver tredje virksomhed kender ikke deres forretningsrejsers miljøaftryk.

Det viser en ny undersøgelse fra SAP Concur, der på globalt plan arbejder med rejse- og udgiftsautomatisering. Undersøgelsen har ifølge SAP Concur deltagelse af 2.450 europæiske rejseansvarlige, heriblandt 350 i Norden.

78 procent af de nordiske virksomheder mener de er nødt til at ændre deres forretningsrejser i en mere bæredygtig retning, men kun 17 procent er sikre på, at de har succes med det.

25 procent af de rejseansvarlige i europæiske virksomheder mener, at bæredygtige rejser er upraktiske og kræver en stor indsats.

”Manglende lederskab er en hæmsko”
I Norden er der et stort ønske om, at forretningsrejser skal være mere bæredygtige, men nogle steder forhindres det af manglende prioritering fra ledelsen, lyder 16 procent af svarene, at medarbejderne ikke har kendskab til, hvordan forretningsrejser kan gøres mere bæredygtige, 13 procent, eller at virksomheden ikke har et klart formuleret mål om at gøre forretningsrejser mere bæredygtige, også 13 procent.

Men ifølge Dan Lillie, chef for SAP Concur i Danmark, bør bæredygtighed være en prioritet:

”I takt med at Norden så småt vender tilbage til mere normale tilstande efter COVID-19, er virksomheder nødt til at genoverveje deres tilgang til forretningsrejser, så man sikrer, at bæredygtighed er en nøgleprioritet fremover,” siger han.

Hver tredje virksomhed kender ikke sit miljøaftryk
Data er afgørende for at træffe korrekte beslutninger, men i undersøgelsen svarer en ud af tre virksomheder, at de ikke kender deres forretningsrejsers miljøaftryk.

”Adgang til den rette data og en struktureret håndtering af samme er en forudsætning for at få det til at ske. Uden ordentlig indsigt i medarbejdernes rejseadfærd og forståelse for deres behov, når de befinder sig til lands, til vands og i luften, er det nærmest umuligt at implementere troværdig og sammenhængende forandringsledelse frem mod mere bæredygtighed,” siger Dan Lillie.

Relaterede artikler:

Eksperter forudser færre erhvervsrejser

Flere med i forening for danske travel managers

Travel Managers gennemførte virtuel prisuddeling