- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Verdens bedste i Europa

World Travel Awards har kåret ’de bedste’ indenfor rejsebranchen i Europa.

Prisoverrækkelsen af World Travel Awards for Europa havde tiltrukket mere end 1.500 nominerede branchefolk til Portugal i den forløbne weekend. Priserne vurderes som de mest prestigefyldte i branchen og kaldes af Wall Street Journal for ’Rejsebranchens Oscars’.

 

DFDS Seaways løb med titlen som Europas bedste langdistance-færgerederi, Lufthansa vandt titlen som Europas bedste flyselskab, mens Marriott Hotels Resorts & Suites blev kåret til Europas bedste hotel brand”. Europas bedste destination blev Lissabon, mens Carlson Wagonlit Travel tog prisen som Europas bedste travel management selskab. Viajes Iberia fik prisen som Europas bedste rejsebureau.

 

Virgin Atlantic Airways fik prisen for Europas bedste marketingkampagne for sin ’25 Years Still Red Hot’ kampagne. Europas bedste lavprisflyselskab blev easyJet, bedste erhvervsbiludlejer blev Avis, bedste business-hotel blev Mövenpick Hotel Istanbul, bedste lufthavn blev Zürich, bedste biludlejningsselskab blev Europcar, bedste konferencehotel blev Le Meridien Lav i Split, bedste krydstogtselskab blev Norwegian Cruise Line, Europas bedste hotel blev Le Bristol Paris, mens prisen som bedste turoperatør gik til TUI Travel Plc.

 

Samtlige europæiske vindere i de ikke mindre end 177 kategorier er automatisk med i den store WTA-finale i London den 8. november lige inden åbningen af World Travel Market.

 

Skrevet af Flemming Juul