- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Verdens største dragefestival

Tusinder af drageentusiaster samles på Fanø fra den 16. til den 19. juni til Fanø Internationale Dragefestival.

Festivalen, der er den største af sin slags i verden, byder på gratis entré og masser af underholdning for hele familien.

 

Da nogle få drageentusiaster i 1985 mødtes på Fanø for at dyrke deres fælles hobby, var det kun få, der regnede med, at begivenheden ville udvikle sig til verdens største dragefestival. I dag er Fanø Internationale Dragefestival et festfyrværkeri af farver, kreativitet og underholdning, der tiltrækker tusinder af deltagere og tilskuere.

Blandt aktiviteterne er for eksempel dragebygger-workshops, opvisninger af moderne og traditionelle drager samt en drageauktion, hvor overskuddet går til velgørenhed.

 

I dagene fra den 3. til den 7. august holdes Familie Dragefestival på vadehavsøen, hvor både nybegyndere og øvede kan flyve med drager. Fanø Familie Dragefestival afholdtes første gang i 2009 og er siden blevet en stor succes. 

Skrevet af Flemming Juul