- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Verdens største krydstogtskib søsat

CRUISE: Symphony of the Seas er navnet på den nye indehaver af titlen som verdens største krydstogtskib.

CRUISE: Symphony of the Seas er navnet på den nye indehaver af titlen som verdens største krydstogtskib.

Krydstogtskibene fortsætter med at vokse i størrelse år for år. I fredags blev rederiet Royal Caribbeans nye skib Symphony of the Seas søsat på STX-værftet i St. Nazaire i Frankrig.

Med en registertonnage på 230.000 BRT og plads til 6.870 passagerer er det verdens hidtil største krydstogtskib – cirka 1.700 BRT større end de to første skibe i den såkaldte Oasis-klasse.

Symphony of the Seas skal nu bygges færdigt til sommersæsonen 2018, hvor skibet skal sejle i Middelhavet, inden det krydser Atlanten. I vinterhalvåret får skibet base i Miami og sejler krydstogter i Caribien.

Skibet bliver et af de første, der tager Royal Caribbeans nye krydstogtterminal i brug i havnen i Miami (illustration herover). Terminalen skal være færdig i oktober 2018 og vil betjene cirka 1,8 millioner krydstogtpassagerer om året. Det er næsten en tredjedel af det årlige antal krydstogtpassagerer i Miami.