Snart bliver dørene slået op til den nye attraktion Skagen Kunsthus, hvor værker fra flere af de mest kendte kunstnere både herhjemme og i udlandet skal udstilles i løbet af sommeren.
I disse dage arbejdes der på at få en historisk ejendom på Sankt Laurentii Vej i Skagen gjort klar således, at den kan tage imod publikum om få måneder. Det er nemlig meningen, at den skal huse en ny turistattraktion i byen.
Det er den aarhusianske erhvervsmand Claus Møller, der blandt andet er bestyrelsesformand og partner i ejendomsinvesteringsselskabet Actus, der står bag Skagen Kunsthus, som er navnet på det nyeste skud på stammen af oplevelser i landets nordligste by.
Ifølge Toppen af Danmark er det Claus Møllers ambition, at man med Skagen Kunsthus vil skabe et nyt samlingspunkt for international og dansk kunst med udgangspunkt de værker, som han selv har samlet sammen i løbet af en årrække.
Jorn, Kirkeby og Picasso
Det er omkring fem år siden, at Claus Møller fattede interesse for Skagen.
Det skete under COVID-19-pandemien, da erhvervsmanden som så mange andre, endte med at holde ferie under hjemlige himmelstrøg i stedet for at drage sydpå som sædvanligt. Han blev glad for byen, blev der længere end planlagt og siden har han købt sommerhus i Skagen.
Da Claus Møller begyndte at gruble over fremtiden for sin kunstsamling, kom han frem til, at den ikke skulle spredes for alle vinde gennem et auktionssalg men i stedet udstilles samlet. Dermed var idéen til Skagen Kunsthus født.
Her er det meningen, at publikum i fremtiden kan tage værker af blandt andet Asger Jorn, Per Kirkeby, Tal R, Picasso og Andy Warhol i selvsyn, ligesom tre af de farverige og udsmykkede elefanter fra Psykiatrifondens Find Elefanten-projekt også vil blive udstillet.
Øjner potentiale
Indtil videre er det planen, at Skagen Kunsthus vil holde åbent fra juli til og med september, oplyses det. Hos turistforeningen Toppen af Danmark ser direktør Nicolai J. Nissen frem til, at turister får en ny grund til at slå et smut forbi byen.
“Det er ikke hver dag, vi får en ny attraktion i Skagen, og denne her er noget helt særligt,” lyder det fra direktøren, der mødte Claus Møller første gang for omkring et år siden.
“Allerede ved det første møde var jeg ikke i tvivl om, at vi kunne se frem til et enestående projekt. Med sin kunstneriske bredde og mod formår huset at skabe oplevelser, der både appellerer til de kunstneriske ildsjæle og et bredt folkeligt publikum.”
Relaterede artikler:
Rooftop til salg for millioner i turistmekka