- STANDBY.DK - https://standby.dk -

’Vi sælger SAS, som vi plejer’

”Vi er bekymrede for SAS, men håber at SAS’ fagforeninger og ledelsen finder en løsning. Vi sælger SAS-billetter som normalt – men har opdateret vores beredskabsplan,” siger direktør for Danmarks største erhvervsrejsebureau, CWT - en af SAS’ største kunder.

Sophie Hulgard.

”Vi er bekymrede for SAS, men håber at SAS’ fagforeninger og ledelsen finder en løsning. Vi sælger SAS-billetter som normalt – men har opdateret vores beredskabsplan,” siger direktør for Danmarks største erhvervsrejsebureau, CWT – en af SAS’ største kunder.

Også SAS’ største kundegruppe, rejsebureauerne, følger spændt ugens nervekrig mellem SAS og dets fagforeninger. Skal SAS fortsætte, skal medarbejderne inden søndag acceptere den overlevelsesplan, selskabet fremlagde i mandags.

Sophie Hulgard er adm. direktør for Danmarks største erhvervsrejsebureau, Carlson Wagonlit Travel, der årligt køber ”flere hundredetusinder” SAS-billetter.

Hun siger til standby.dk:

”Vi er bekymrede for SAS, men håber SAS’ fagforeninger og ledelse finder en løsning. Det virker som det mest sandsynlige, og medarbejderne får næppe bedre arbejdsvilkår i et ”nyt” SAS. Men for ti år siden håbede vi også, at hhv. Sabena og Swissair ville overleve.”

Både belgiske Sabena og Swissair krakkede efter terrorangrebet på USA, 11. september 2001. Sabena genopstod som Brussels Airlines, mens Swissair blev til Swiss. Begge ejes nu af Lufthansa og er i Star Alliance.

”Men når det gælder SAS-billetter er det ’business as usual’ i CWT. Vi ved ikke mere, end hvad vi ser i medierne; der har de seneste dage været et lille drop i bookede SAS-billetter, men det kan være sæsonbetonet. Generelt virker vores kunder meget rolige, mange betaler flybilletter med kreditkort, så de er dækket, hvis billetterne ikke kan bruges,” siger Sophie Hulgard, der også er formand for erhvervsrejsebureauernes fraktion i Danmarks Rejsebureau Forening.

”Vi har gjort SAS opmærksom på, at vi er bekymrede for situationen – men at vi støtter dem. CWT bliver i hvert fald ikke det erhvervsrejsebureau, der stopper med at sælge SAS-billetter.”

”Vi har dog opdateret vores beredskabsplan, hvis det værst tænkelige skulle ske – omvendt kan jeg ikke se, at nogen har interesse i, at SAS skulle gå konkurs.”

CWT forventer i år en omsætning på 1,6 milliarder kr., ca. 100 mio. kr. mere end sidste år. ”Det går rigtig godt, og det har været et godt år for os. Vores omsætning er bl.a. vokset, fordi priserne generelt på flybilletter er steget,” siger Sophie Hulgard. Da hun for små fem år siden blev adm. direktør for CWT i Danmark havde erhvervsrejsebureauet 220 ansatte, nu er der 175.

”Stadig flere processer automatiseres, i dag bookes ca. 30 pct. af vores billetter online,” tilføjer hun.