- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Via Travel mener ikke rejsekonto var odiøs

Erhvervsrejsebureauet Via Travel nægter at have gjort noget galt i sagen om de af Forsvarets midler, den tidl. travel manager brugte på private rejser, hvilket han nu er politianmeldt for.

”Den sag er blevet kørt alt for meget op i dele af pressen, også med ukorrekte informationer.

Faktum er, at der blev lavet en aftale mellem Forsvarets rejsekontor og en underleverandør, der indbetalte penge til en konto, Forsvarets rejsekontor brugte til bl.a. efteruddannelse af kontorets medarbejdere. Hvem underleverandøren er, vil jeg ikke sige. Underleverandøren spurgte i 2006 eller 2007 Via Travel, som dengang havde Forsvaret som kunde, om denne konto kunne være hos os. Og jeg har ikke belæg for at tro, at kontoen var oprettet med et odiøst formål,” siger Sys Hansen, VIA Travels direktør i Danmark, til Take Off.

 
Hendes udtalelser kommer efter, at Carlson Wagonlit Travel i sidste uge oplyste, at det var CWT der gav oplysninger til den militære anklagemyndighed, Forsvarets Auditørkorps, om uregelmæssigheder hos Forsvarets Koncernfælles Rejsekontor i forbindelse med den pågældende konto. CWT opdagede ved sin overtagelse af bl.a. Forsvaret sidste år, hvor CWT nu er rejsebureau for Staten, at noget var ”rivende galt” med denne konto. Det sagde CWT’s adm. direktør i Danmark, Sophie Hulgard, i går mandag til Take Off.

 
Til Take Off siger Via Travels Sys Hansen: ”Da Forsvaret kontaktede os i sagen, udleverede vi bilag om samtlige transaktioner på den omtalte konto. Vi kan til enhver tid levere bilag med samtlige transaktioner – det gælder for alle kunder og konti.”

 
Forsvarets Auditørkorps anmeldte forrige måned Forsvarets tidligere travel manager, Mogens Thrane, til Københavns Politi for at have rejst privat for Forsvarets midler. Mogens Thrane sagde forrige søndag til TV2, at han havde brugt 200.000 kr. på private rejser. "Det skulle jeg ikke have gjort," sagde han.

 
64-årige Mogens Thrane gik ved årsskiftet på pension – hans ”kronprins,” blev konstitueret chef for rejseafdelingen. Men i kølvandet på sagen om brug af Forsvarets midler til privatrejser, blev ”kronprinsen” fyret i sidste uge. Forsvarets Personeltjeneste har ikke har anmeldt ham til politiet pga. beløbets begrænsede størrelse. Ifølge Take Offs oplysninger er Trine Bach Kaalund nu konstitueret chef for Forsvarets rejsekontor. Også en anden medarbejder har forladt rejsekontoret i forbindelse med sagen.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten