- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Vikingbus øger med køb af selskab med 130 busser

Danmarks største private busoperatør, Vikingbus, køber busaktiviteterne fra Vester Skerninge Bilerne på Fyn. Dermed vokser den landsdækkende operatør med 130 til cirka 600 busser.

Vikingbus, fusionen af de danske busselskaber Egon’s, Larsenbus, Papuga og Papuga Bus, bliver fra 1. august større med købet af sydfynske Vester Skerninge Bilerne. Virksomheden har 130 busser og cirka 100 medarbejdere, der alle fortsætter i Vikingbus’ regi.

Målet med Vikingbus er at skabe Danmarks første reelt landsdækkende busselskab. Tilbage i 2019, året før coronakrisen, omsatte de fire busselskaber, der i første omgang blev samlet under paraplyen Vikingbus, for cirka 800 millioner kroner.

Vester Skerninge Bilerne har blandt andet et solidt fundament og forretningsben i drift af minibusser, skriver Vikingbus i pressemeddelelse. Opkøbet understøtter og udbygger de nuværende aktiviteter i Vikingbus inden for mini-, rute- og turistbuskørsel, hedder det videre.

Med tilgang af Vester Skerninge Bilerne kommer Vikingbus til at råde over en samlet vognpark på næsten 600 busser samt cirka 900 medarbejdere.

Mogens Pedersen, administrerende direktør i Vikingbus, siger i pressemeddelelsen: ”Vi har et langsigtet mål om at udbygge Vikingbus’ position som et landsdækkende busselskab med stærk lokal forankring. I den forbindelse er dette opkøb en fantastisk match, da Vester Skerninge Bilerne geografisk og forretningsmæssigt passer godt ind i Vikingbus.”

Kører for private og offentlige
Vester Skerninge Bilerne har siden 1974 tilbudt personbefordring til private og offentlige kunder. Selskabet er grundlagt af Ejner og Karin Larsen. Det ledes i dag af sønnen, 41-årige Anders Larsen, der i forbindelse med overtagelsen indtræder i ejerkredsen af Vikingbus og får ansvar for blandt andet Vikingbus’ aktiviteter inden for minibus-kørsel.

”Vi bliver nu en del af noget større, og jeg er overbevist om, at vi gennem Vikingbus får de bedste rammer og muligheder for at fortsætte den positive udvikling,” siger Anders Larsen.

Vikingbus er leverandør af mini-, rute og turistbuskørsel til kunder i Danmark og Europa, herunder rejsebureauer, private virksomheder, foreninger samt offentlige kunder.

Den nordiske kapitalfond Polaris ejer 60 procent af Vikingbus, resten ejes af de fire oprindelige stiftere af busselskabet. Polaris var indtil marts i år ejer af Molslinjen, som man solgte til den svenske investeringsfond EQT. Polaris beholdt ejerskabet af Vikingbus.

Relaterede artikler:

Busbrødre så rødt i 2020

Tidligere lufthavnschef til tops hos Scandlines

Grønt lys til stor dansk busfusion