VisitDenmark sender 6.-8. august omkring 20 danske vikinger til OL i London.
Ifølge Frederiksborg Amts Avis skal de i tre dage sætte fokus på vikinge-attraktionerne i Danmark. Vikinger er populære i Storbritannien, og vikingearrangementer har skabt betydelig opmærksomhed, skriver epn.dk.
Sammen med TV2 har VisitDenmark lejet et havneområde i London, hvor der blandt andet skal afvikles sværdkampe og møntslåning med vikingeskibet Helge Ask fra Vikingeskibsmuseet Roskilde som baggrund.
Vikingerne kommer blandt andet fra Frederikssund Vikingespil, Sagnlandet Lejre og Ribe VikingeCenter.