En stor racerbane med tilhørende arena skal efter planen trække Formel 1-entusiaster og andre turister til Sønderjylland. Det håber de to idémænd bag Circuit of Denmark i hvert fald på.
De senere år har Formel 1 fået hul igennem til et større publikum end tidligere, da flere har fået øjnene op for motorsportens kongeklasse i kølvandet på, at Netflix har lanceret den populære serie Drive to Survive, hvor seerne kommer med bag kulisserne og får et indblik i sæsonens op- og nedture.
Årets Formel 1-løb rundt omkring i både Europa og andre verdensdele er tilløbsstykker, der ikke alene tiltrækker motorsportsentusiaster fra det givne værtsland, men som udenlandske turister også gerne rejser langt for at opleve.
Hvis alt går, som to initiativtagere håber på, kan det være, at en del af disse sportsturister i fremtiden sætter kursen mod Sønderjylland. De har nemlig planer om at etablere en ny dansk racerbane ved navn Circuit of Denmark. Det skriver Børsen.
Vil koste knap fire milliarder kroner
Efter planen skal racerbanen opføres i Padborg, der i forvejen huser motorsportsanlægget Padborg Park. Udover selve banen, hvor racerbilerne vil konkurrere om at komme først, skal der også opføres en arena. Tilsammen vil de have plads til at huse op mod 100.000 tilskuere.
Racerbanen er tegnet af østrigske Wurz Design, og den skal efter planen være lidt mere end seks kilometer lang, hvilket vil betyde, at den bliver den længste af sin slags i Nordeuropa. Projektets anlægsbudget er på 3,8 milliarder kroner, og det er blevet præsenteret for politikerne i Aabenraa Kommune.
Den tidligere chef for kvindefodbold i F.C. København, Rebecca Palmberg Steele, er hentet ind som projektdirektør.
Hun slår fast, at ambitionen er, at der på sigt skal køres Formel 1-løb på banen, men at området også skal bruges til andre formål. Håbet er, at forskellige sports- og kulturarrangementer kan tiltrække titusindvis af gæster.
”Banen kommer til at ligge i et område, der er porten til Europa, og projektet har potentialet til at løfte både sporten, erhvervslivet og lokalbefolkningen,” udtaler projektdirektøren til Børsen.
Vil ikke nøjes med F1
Det er Henrik Lyngbye Pedersen og Mathias Lyngbye Villadsen, der har fået idéen til Circuit of Denmark. De har finansieret designprocessen og det indledende arbejde, men nu er jagten sat ind på yderligere finansiering fra ind- og senere hen også fra udland.
Selvom de drømmer om, at Max Verstappen, Kimi Antonelli, Lando Norris og de andre Formel 1-superstjerner i fremtiden skal give den fuld pedal i grænselandet, er det dog ikke meningen, at Circuit of Denmark kun skal være afhængigt af et årligt grand prix.
Planen er derimod, at forretningen skal gøres levedygtig ved hjælp af etablering af et køreteknisk anlæg, turisme, hoteller, møde- og konferencefaciliteter samt andre aktiviteter i løbet af året såsom de føromtalte kulturelle arrangementer.
Relaterede artikler:
Store kongresser og sportsbegivenheder blev hyldet